Manager får millionjob i fødselsdagsgave
Chris Coleman, der som manager sensationelt førte Wales til semifinalerne i EM-slutrunden i 2016, blev arbejdsløs, da Sunderland rykkede ned i League One og klubben samtidigt blev solgt til et konsortium.
Af Frits Ahlstrøm
Knap to måneder senere har han fået et nyt og formentlig endnu bedre betalt job – endda på sin 48 års fødselsdag – eftersom han søndag skrev kontrakt med Hebei China Fortuna FC i den kinesiske Superliga, hvor han afløser Manuel Pellegrini, den tidligere manager i Real Madrid og Manchester City, som for nyligt indgik en aftale med West Ham i Premier League.
-Velkommen, Mr. Coleman; og tillykke med fødselsdagen, skriver klubben på sin hjemmeside.
Chris Coleman havde en fin karriere som aktiv. Han indledte den i Manchester City – uden dog at opnå en kamp på 1. holdet. Dernæst fulgte som forsvarsspiller 478 kampe og 23 mål i den engelske liga for Swansea, Crystal Palace, Blackburn og Fulham.
Som manager fungerede han i Fulham, Real Sociedad, Coventry City og AEL FC på Cypern, inden han i januar 2012 overtog ansvaret for det walisiske landshold, som han selv havde spillet på og lavet 4 mål for i 32 landskampe fra 1992 til 2002.
I Hebei China Fortuna FC råder han over brasilianeren Hernanes, argentinerne Javier Mascherano og Ezequil Lavezzi og ivorianeren Gervinho.
Hebei er efter 12 af de 30 spillerunder i den kinesiske Superliga på 8. pladsen med 15 point; 8 point efter Shanghai SIPG med danskeren Mads Davidsen som teknisk direktør og Shandong Luneng FC, der deler 1. pladsen.











