Gå til hovedindhold

Manager afslører danskers exit-ønske – kan være på vej hjem til Danmark

Jonas Knudsen har kontraktudløb med Ipswich til sommer, og klubbens manager, Paul Lambert, fortæller, at danskeren kigger sig om efter andre klubber.

Til sommer har Jonas Knudsen været fire år i Ipswich efter sit skifte fra barndomsklubben Esbjerg, og meget tyder på, at danskeren ikke starter træning op sammen sine nuværende holdkammerater efter sommerferien.

Den danske venstre back søger nemlig nye græsgange, når hans kontrakt udløber.

-Jonas’ repræsentanter og ham selv har sagt, at de vil se sig om efter noget andet, og det er fint. Det er de i deres gode ret til at gøre, siger Ipswich-manager Paul Lambert til lokalmediet Ipswich Star.

Jonas Knudsen har været bænket i Ipswichs seneste to kampe, og onsdag præsenterede klubben venstre backen Callum Elder, der er lejet i Leicester for resten af sæsonen.

Det kan måske kan måske åbne op for et Knudsen-skifte allerede her i januarvinduet. Paul Lambert vil i hvert fald ikke afvise den mulighed.

-Det afhænger af, hvordan klubben gør det, om det er penge, der kan blive geninvesteret. Hvis ikke kan han lige så godt spille her resten af tiden, svarer Lambert på spørgsmålet, om Ipswich vil forsøge at sælge Knudsen nu for at få lidt penge for ham frem for at lade ham gå gratis til sommer.

Hvor danskeren ender, er endnu ikke til at vide, men Ipswich Star skriver, at der er interesse fra blandt andet Tyskland og Danmark.

Jonas Knudsen har spillet 150 kampe for Ipswich og scoret fire mål. Et af dem var i et derby mod Norwich, som for alvor gjorde danskeren populær i Ipswich, og den scoring kan du se i videoen i toppen af artiklen.

Andre gode nyheder