Dansker rykker ned, men drømmer om Premier League
Jonas Knudsen forlader Ipswich Town FC om godt to måneder, men det er uafklaret hvor han fortsætter sin karriere i udlandet.
Af Frits Ahlstrøm
-Jeg er åben overfor alle tilbud, siger den 26-årige danske landsholdsspiller til TV3 Sport. Flere klubber har udtrykt interesse for at hverve mig.
Jonas Knudsen fik sin fodboldopdragelse i Hjerting IF, inden han i 2010 kom til Esbjerg fB, hvor han præsterede 4 mål i 108 kampe.
I sommeren 2015 skrev han en treårig kontrakt med Ipswich Town FC i The Championship; en aftale, der i december 2017 blev forlænget til og med udgangen af denne sæson.
-Jeg har været meget glad for min tid i Ipswich, understreger Jonas Knudsen. Det er en fed klub. Spillestilen, mentaliteten og kulturen i England passer mig særdeles godt. Men jeg vil ikke være afvisende overfor tilbud fra Tyskland. En klub i Bundesligaen kunne være en interessant udfordring.
Jonas Knudsen vil dog helst fortsætte sin karriere i England.
-Jeg drømte om at komme til engelsk fodbold, og nu drømmer jeg om at tage springet op i Premier League, tilføjer han.
Jonas Knudsen har en fri transfer. Mens han siden den 1. januar har haft tilladelse til at tale med klubber i udlandet, må han tidligst forhandle med engelske klubber, når sæsonens sidste kamp er spillet.
Ipswich Town FC, der allerede er dømt til nedrykning til League One, mangler to kampe – mod de to klubber, der sammen med Norwich City FC kæmper om de to pladser, der giver direkte oprykning til Premier League: Sheffield United FC på udebane på lørdag og Leeds United AFC hjemme på Portman Road søndag den 5. maj.
Klubbens 49-årige skotske manager Paul Lambert, der som midtbanespiller i 1997 hjalp Borussia Dortmund til at vinde 3-1 over Juventus i finalen i UEFA Champions League, gjorde i slutningen af december et forsøg på at få Jonas Knudsen til at forlænge kontrakten.
-I betragtning af, jeg havde været med i startopstillingen hver gang, syntes jeg, det var lidt sent at komme med et tilbud, forklarer Jonas Knudsen.
Paul Lambert blev tilsyneladende lettere fornærmet. I al fald sagde han dengang til klubbens hjemmeside: Jeg har givet Jonas Knudsen tilladelse til at finde en ny klub.
Men Jonas Knudsen foretrak at blive til hans kontrakt udløber. Og siden februar, da Ipswich Town FC lignede en nedrykker og Paul Lambert langsomt ville bygge et nyt hold op, er det begrænset hvor meget spilletid, danskeren har fået.
-Jeg føler mig dog i god form, lyder det fra Jonas Knudsen, som håber, at Åge Hareide vil udtage ham til truppen til de to EM-kvalifikationskampe i Parken mod Irland den 7. juni og Georgien tre dage senere.
Jonas Knudsen, der er noteret for 4 mål i 155 kampe for Ipswich Town FC, har spillet 6 A-landskampe; deriblandt 1/8-finalen mod Kroatien i VM-slutrunden i Rusland.











