Makienok får klarmelding til landsholdet

Af: Ritzau
På fredag skal Danmark op imod Italien i en afgørende VM-kvalifikationskamp i Parken, så landstræner Morten Olsens tropper står foran samling.
Og landstræneren får Brøndby-angriber Simon Makienok til rådighed, selvom han døjer med en skade i det ene forlår.
- Det er en kæmpe ære at kunne levere spillere til de danske landshold, og det er det bestemt også for os i Simons tilfælde. Derfor skal vi selvfølgelig ikke sende en skadet spiller af sted, men efter at have talt med Simon, vores sundhedsstab og med landsholdet, så har vi besluttet, at Simon tager afsted til landsholdslejren. Hans lårproblemer er i klar bedring, og det er aftalt, at træningen i landsholdslejren i løbet af ugen doseres, så vi forventer, at han vil være spilleklar fredag, siger Brøndby-træner Thomas Frank til klubbens hjemmeside.
Simon Makienok er noteret for fem A-landskampe for Danmark men har endnu sit første landsholdsmål til gode.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









