Liverpool opgiver jagt på brasiliansk stjerne

Af: Ritzau
Shakhtar Donetsk vil ikke bøje sig i forhandlinger med Liverpool, der derfor nu ser ud til at opgive jagten på brasilianske Alex Teixeira.
Måske er det forhandlingstaktik, hvem ved?
Men trods flere bud på 26-årige Alex Teixeira er det ikke lykkedes Liverpools ledelse at få kollegerne hos Shakhtar Donetsk til at bøje sig en millimeter.
Den ukrainske storklub nægter at rokke ved kravet om, at den brasilianske offensivspiller koster 50 millioner euro, hvilket svarer til omkring 375 millioner kroner.
Og det nægter Liverpool - med manager Jürgen Klopps fulde accept og velsignelse - blankt at betale for en spiller på 26 år uden en eneste landsholdsoptræden.
Og derfor er forhandlingerne mellem de to klubber nu strandet med ganske få dage tilbage før transferdeadline.
Det rapporterer Liverpool Daily Post torsdag.
Shakhtar Donetsk har ellers tidligere vist sig villig til at sælge de største navne videre til Europas storklubber, heriblandt Fernandinho og Douglas Costa, som skiftede til henholdsvis Manchester City og Bayern München.
Men hver gang altså på de ukrainske vilkår.
Shakhtar Donetsk-ledelsens krav har nu ifølge avisen fået Liverpool til at opgive jagten på brasilianeren, og kun en "dramatisk og uventet udvikling" kan nu ændre på situationen for Alex Teixeira, som ellers har været ude og melde ud, at han håbede på, at de to klubber kunne nå frem til en aftale.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk





