Gå til hovedindhold

Alex Teixeira frustreret - vil til Liverpool

Alex Teixeira frustreret - vil til Liverpool

Af: Ritzau

Alex Teixeira håber fortsat på, at Shakhtar Donetsk kan nå til enighed med Liverpool om et klubskifte i januar.

Liverpool mangler mål, og dem har man håbet på, at brasilianske Alex Teixeira skulle kunne levere.

Tidligere på måneden sendte den engelske storklub en ekspedition til Florida for at forhandle med Shakhtar Donetsk-ledelsen om et køb af den 26-årige angriber, som har været i fortryllende form i denne sæson.

Det er blevet til 26 scoringer i 26 kampe, heraf 22 i 15 optrædener i den ukrainske liga og tre mål i seks Champions League-kampe.

Men indtil videre er Jürgen Klopps håb om at sikre sig den brasilianske offensivspiller til sit mandskab strandet. Til Alex Teixeiras enorme frustration.

  • Klubben modtog et officielt tilbud fra Liverpool, og det blev afvist. Jeg ved ikke, hvorfor. Det var et fantastisk tilbud, siger Alex Teixeira ifølge the Guardian.

  • Det er frustrerende, men manageren og klubbens præsident besluttede at sige nej, så nu venter jeg bare og prøver at bevare tålmodigheden.

  • Liverpool er en enorm klub, og mange store spillere har spillet der. Det ville være en ære at bære Liverpool-trøjen.

  • Der har kun været et bud på 32 millioner euro, og Shakhtar afviste det. Jeg ved, at min agent stadig forsøger alt, hvad der er muligt for at hjælpe med at få mig til Liverpool, forklarer den brasilianske stjerne.

Liverpool har allerede flere brasilianske spillere i truppen. Hvis det lykkes at hente Alex Teixeira, vil han kunne slutte sig til en brasiliansk gruppe bestående af Lucas Leiva, Philippe Coutinho og Roberto Firmino.

Andre gode nyheder