Gå til hovedindhold

Lilleputter giver PL-favoritter store problemer i FA Cup - se højdepunkter fra Chelseas sejr her

Af: Ritzau

Chelsea og West Ham havde store problemer i lørdagens dueller mod mindre hold i den engelske pokalturnering.

Den engelske FA Cup er kendt for at være turneringen, hvor de små indimellem narrer de store.

Det var også tæt på lørdag, hvor Chelsea og West Ham måtte kæmpe ualmindelig hårdt for at spille sig videre til femte runde.

I størst problemer var West Ham, der slog Kidderminster fra den sjettebedste række efter forlænget spilletid.

Premier League-klubben scorede til 1-1 i den ordinære spilletids overtid og afgjorde kampen til 2-1 i den forlængede spilletids overtid.

Værterne fra Kidderminster kom foran med 1-0 efter små 20 minutter, hvor forsvarsspilleren Alex Penny prikkede en nedfaldsbold i mål i forbindelse med et frispark.

På det tidspunkt var der fortsat masser af tid til at vende kampen for West Hams favoritter, men på sidelinjen måtte manager David Moyes vente helt indtil tillægstiden.

Her tordnede Declan Rice udligningen i mål for gæsterne. Rice var kommet på banen fra anden halvlegs start, og han gjorde en klar forskel for gæsterne.

I den forlængede spilletid så det længe ud til, at opgøret skulle afgøres i straffesparkskonkurrence, men Kidderminsters drømme om en sensation bristede til allersidst.

Jarrod Bowen scorede i overtiden og sendte West Ham videre.

Chelsea fik sig ligesom West Ham en forskrækkelse i en 2-1-sejr efter forlænget spilletid over Plymouth fra League One, den tredjebedste række.

Macaulay Gillesphey bragte således gæsterne i front efter syv minutter, da han tæt foran mål snittede bolden over stregen til 1-0 og skabte ellevild jubel hos de 6000 medrejsende Plymouth-tilhængere.

Chelsea dominerende stort, og inden pausen fik værterne belønning for det store pres, da César Azpilicueta udlignede til 1-1.

Duellen måtte ud i forlænget spilletid, hvor Kai Havertz med en god aflevering skråt bagud i feltet satte Marcos Alonso op til scoring.

Plymouth fik faktisk muligheden for at udligne til 2-2 på straffespark, men Kepa Arrizabalaga reddede forsøget.

Andre gode nyheder