Gå til hovedindhold

Liverpool-spiller sætter bemærkelsesværdig rekord

Da Liverpool FC i lørdags vandt FA Cup-finalen mod Chelsea FC på Wembley, medførte det en bemærkelsesværdig rekord for Trent Alexander-Arnold

Af Frits Ahlstrøm 

Den 23-årige højre back blev den yngste englænder, der har opnået at løfte alle seks store klubtrofæer:

UEFA Champions League, UEFA Super Cup og FIFA Club World Cup i 2019, Premier League i 2020 samt den engelske Liga Cup og FA Cup’en i 2022.

Trent Alexander-Arnold (født 7. oktober 1998) var kun 6 år, da Liverpool FC inviterede ham og andre skoleelever til prøvetræning på klubbens anlæg i Melwood. Han gjorde et så godt indtryk, at Ian Barrigan, den daværende chef for akademiet, kontaktede hans forældre og tilbød deres søn at kunne træne med et par gange om ugen.

I sommeren 2016 blev han en del af 1. holds-truppen. Siden er det blevet til 224 kampe og 12 mål samt et enkelt mål i 16 landskampe for England.

Trent Alexander-Arnold er også en ivrig skakspiller, inspireret af sin far. I 2018 blev han inviteret til en match mod den norske verdensmester Magnus Carlsen i bestræbelserne på yderligere at promovere spillet. Han tabte efter 17 træk; det var 8 mere end Bill Gates klarede mod Magnus Carlsen i 2014.

For Trent Alexander-Arnold var skak mere end bare tidsfordriv.

-Det har haft stor betydning for min karriere i fodbold, har han sagt. Skak lærte mig at tænke to-tre træk frem i forhold til mine modstandere.

Finalen mellem Liverpool FC og Chelsea FC i lørdags var nummer 150 i turneringens historie. Det var den 93. på Wembley – og den første, som sluttede 0-0, og som måtte afgøres på straffespark; i øvrigt nøjagtigt 100 år efter, at finalen også blev afgjort på straffespark. I 1922 scorede Billy Smith fra 11-meter pletten og sikrede Huddersfield Town FC en sejr på 1-0 over Preston North End FC i overværelse af 53.000 tilskuere – på Stamford Bridge.

Året efter mødtes Bolton Wanderers FC og West Ham United FC i den første finale nogensinde på det gamle Wembley. Officielt var der 126.047 tilskuere, men det skønnes, at flere end 200.000 slap indenfor portene. Bolton vandt 2-0.

Det er pudsigt, at Liverpool FC i de to foregående finaler, hvor klubben ikke magtede at score, fandt sted dagen før Kostas Tsimikas blev født (0-1 mod Manchester United FC i 1996) og på samme dag i 1988 (0-1 mod Wimbledon FC), grækeren afgjorde straffesparkskonkurrencen mod Chelsea FC.

Kostas Tsimikas spillede i første halvdel af 2017 for Esbjerg fB, udlejet fra Olympiacos FC, og lavede 2 mål i 13 kampe; 9 i Superligaen og 4 i DBU Pokalen.

Om grækeren er med fra start mod Southampton FC på St. Mary’s Stadium tirsdag aften, vil vise sig. Derimod er det givet, at Jürgen Klopp må undvære sin brasilianske midtbanespiller Fabinho, der er plaget af en fiberskade. Desuden er den tyske manager i Liverpool FC indstillet på at spare Virgil van Dijk og Mohamed Salah, som begge trak sig i finalen mod Chelsea.

Jürgen Klopp har et begrundet håb om, de bliver spilleklar til finalen i UEFA Champions League mod Real Madrid CF i Paris 28. maj.

Med en sejr i Southampton vil Liverpool FC været ét point efter Manchester City FC før sidste spillerunde i Premier League på søndag klokken 17:00, når City møder Aston Villa FC på Etihad Stadium, mens Liverpool FC spiller mod Wolverhampton Wanderers FC på Anfield.

Du kan se Southampton FC mod Liverpool FC på Viaplay tirsdag aften med optakt fra klokken 20:00.

Andre gode nyheder