Gå til hovedindhold

Lewandowski politianmeldt for at fejre EM-kval

Lewandowski politianmeldt for at fejre EM-kval

Af: Ritzau

Dette billede vil utvivlsomt blive brugt som bevismateriale, når polsk politi skal efterforske Robert Lewandowski i en sag om ulovligt alkoholindtag.

27-årige Robert Lewandowski var blandt nøglespillerne for Polen under den nyligt afsluttede EM-kvalifikationskampagne.

Men nu kan den polske angrebsstjerne muligvis se frem til at blive straffet for sin jubelscene.

I hvert fald er Robert Lewandowski blevet anonymt politianmeldt, fordi han drak champagne på banen i minutterne efter, at Polen havde sikret sig en plads ved EM-slutrunden i Frankrig til sommer.

Det er Daily Mirror, der bringer historien om, at man i Polen ikke må indtage drikkevarer med en alkoholprocent på mere end 3,5 procent udenfor visse 'udvalgte områder' - og her er banen på det polske nationalstadion tilsyneladende ikke inkluderet.

  • Vi tager ikke den sag alvorligt. Jeg håber, at fodboldforbundet vil søge at forklare situationen. Jeg ønsker ikke, at Robert skal bekymre sig med sådan en ligegyldig detalje, siger Robert Lewandowskis agen Cezary Kucharski ifølge avisen til det polske website SportoweFakty.

Robert Lewandowski har scoret 32 gange i 72 kampe for Polen.

Derudover står angriberen noteret for imponerende 222 scoringer i 393 kampe i sin klubkarriere for Znicz Pruszkow, Lech Poznan, Borussia Dortmund samt Bayern München.

Andre gode nyheder