Gå til hovedindhold

Højbjerg: Dårlig stil at angribe Morten på den måde

Højbjerg: Dårlig stil at angribe Morten på den måde

Af: Ritzau

Pierre-Emile Højbjerg kan ikke tilslutte sig den kritik, som efter nederlaget til Portugal har lydt mod landstræner Morten Olsen.

  • Jeg har intet overhovedet at udsætte på den træning, Morten Olsen og hans stab byder mig og landsholdet.

Sådan siger Pierre-Emile Højbjerg til tv3sport.dk som svar på den artikel, dagbladet BT har bragt og som han har læst.

Morten Olsen kritiseres af unavngivne klubtrænere og landsholdsspillere for at træne landsholdet for meget og for hårdt.

  • Træningen er på ingen måde så anstrengende som den, jeg oplever i FC Bayern München, understreger Pierre-Emile Højbjerg.

LÆS OGSÅ: Bangsbo svarer på tiltale: Usaglig kritik af Morten Olsen

Bortset fra det vil han ikke drage sportslige sammenligninger mellem sit tyske klubhold og det danske landshold.

  • Det er to helt forskellige værdisæt. Når jeg sætter mig i flyet i München for at rejse hjem til en landsholdssamling, glemmer jeg alt om hvem jeg træner og spiller med til daglig. Jeg fokuserer på den opgave, der venter, og de muligheder, den indebærer, bemærker Pierre-Emile Højbjerg.

Bayern München-spilleren er glad hver gang, DBU inviterer ham.

  • Vi spillere har intet at klage over.Vi bor godt, vi har gode træningsfaciliteter, og vi spiser godt. Vi sover ikke i en hængekøje eller spiser gammelt rugbrød, hvis nogen tror det.

  • Morten er den helt rigtige træner for det danske landshold, men uheldigvis råder han ikke over en Ronaldo eller en Nani, tilføjer den 19-årige midtbanespiller, som i tirsdagens kamp mod Portugal atter understregede sit store potentiale.

Om artiklen i BT siger Pierre-Emile Højberg: - Den slags er typisk, også i den tyske presse, når succesen udebliver. Uanset hvad hvem har sagt, må vi spillere se kritisk på os selv.

  • Vi skal forbedre vort spil. Ingen diskussion om det. Vi skal være farligere og mere aggressive. Så enkelt er det. Og vi skal altid have point på hjemmebane.

  • Jeg forstår udmærket, at Morten kritiserede os efter kampen mod Portugal, eftersom holdets præstation ikke var god nok, fortsætter Pierre-Emile Højbjerg.

  • Jeg synes også, det er rigtigt, at han indimellem lufter sin kritik. Vi har brug for at få den slags at vide.

Derimod har Pierre-Emile Højbjerg ingen respekt for, at unavngivne trænere og spillere får lov til at udtrykke deres kritik.

  • Det er dårlig stil at vende sig mod Morten og holdet på den måde og dermed måske skabe en strid i landsholdstruppen, mener han og benytter lejligheden til at takke Morten Olsen:

  • Selv om jeg ikke er på klubholdet, viste han mig tillid ved at udtage mig til startopstillingen.

LÆS OGSÅ: Bangsbo svarer på tiltale: Usaglig kritik af Morten Olsen

Andre gode nyheder