Gå til hovedindhold

Kompany træder tilbage i Anderlecht – dog kun som træner

Når RSC Anderlecht fredag aften spiller mod KRC Genk i den belgiske liga, kan Vincent Kompany koncentrere sig om opgaven som spillende anfører.

Af Frits Ahlstrøm

Ifølge det belgiske dagblad Het Laatste Nieuws er den 33-årige superstar blevet frataget hvervet som cheftræner.

Det har dog ikke sin rigtighed. Ingen i den belgiske storklub kunne drømme om at træffe en sådan beslutning. 

Sandheden er, at Vincent Kompany selv har bedt om at blive fritaget for opgaverne som træner.

Frank Arnesen, den danske sportschef i RSC Anderlecht, vil ikke udtale sig, men tv3sport.dk ved fra andre i klubben, at Vincent Kompany indså, det ikke fungerede at lede træningen, udtage holdet, spille kampene og foretage eventuelle udskiftninger undervejs.

Det var hans afgørelse, at Simon Davies overtager trænerens funktioner.

Vincent Kompany hentede Simon Davies til Bruxelles som sin assistent, da han i juni vendte hjem til RSC Anderlecht efter ti gyldne sæsoner som anfører i Manchester City FC.  

Den 45-årige Simon Davies, der som aktiv spillede for 12 mindre klubber og opnåede en enkelt A-landskamp for Wales, havde siden 2013 været træner for reserveholdet og flere ungdomshold i Manchester City.

Vincent Kompany har ikonisk status i Anderlecht og for den sags skyld i Belgien. Så det var med store forventninger, han blev modtaget i den klub, hvor han tilbragte sin ungdom og sine første tre sæsoner som professionel.

Men Anderlecht fik den værste start i ligaen i 21 år – med nederlag i to kampe og uafgjort i de to andre. Klubben har i de fire kampe brugt 22 spillere, deraf 13 under 23 år. Vincent Kompany spillede samtlige 90 minutter i hver af dem.

Anderlecht er på en 13. plads med to point; fire færre end de forsvarende mestre fra KRC Genk på 8. pladsen. Club Brugge KV og KV Mechelen topper tabellen med 10 point hver, mens Standard de Liège og Royal Antwerp FC deler 3. pladsen med hver 9 point.   

Anderlecht spillede godt mod KV Mechelen, men scorede ikke. Det blev 0-0, selv om Mechelen fik en spiller vist ud. Efter opgøret i Genk venter Standard, Royal Antwerp og Club Brugge. Det kan næppe blive vanskeligere.

Trods resultaterne er der ingen panik i klubben. Alle tror på, at Vincent Kompany, inspireret af Pep Guardiola, lykkes med at implementere sin filosofi i samarbejde med Simon Davies. 

Husk at du kan se Genk-Anderlecht fra klokken 20:25 på TV3 MAX og Viaplay i aften.

Andre gode nyheder