Klopp efter pokal-fadæse: Jeg bliver væk fra omkampen og sender 'børnene'
Af: Casper Dalsten
Hverken Liverpools profiler eller Jürgen Klopp kommer til at deltage i holdets FA Cup-omkamp mod Shrewsbury, fortæller den tyske træner.
Liverpools tætpakkede kampprogram har fået tilføjet endnu en opgave, efter af Premier Leagues førerhold søndag ikke formåede at besejre League 1-holdet Shrewsbury i FA Cup.
The Reds stillede til opgøret med adskillige reserver og unge spillere, men trods fraværet af de største stjerner kom Liverpool planmæssigt i front med 2-0.
Et flot comeback sikrede dog Shrewsbury en omkamp, der skal afvikles efter Liverpools ligakamp mod Southampton nu på lørdag. kampen spilles enten 4. eller 5. februar.
Weekendens runde markerer ellers starten på den nye vinterpause i Premier League, der byder på to ugers pause, som dog nu bliver forkortet for førerholdet Liverpool.
Klubbens stjerner og træner Klopp har dog stadig tænkt sig at benytte sig af pausen, og de kommer således ikke til at bruge kræfter på en omgang. Det bekræfter tyskeren.
-Jeg sagde til spillerne allerede for to uger siden, at vi vil have en vinterpause, hvilket betyder, at vi ikke vil være til kampen. Det bliver 'børnene', der spiller den kamp.
-Premier League har bedt os om at respektere vinterpausen. Det er det, som vi gør. Hvis det engelske fodboldforbund ikke respekterer det, kan vi ikke ændre det. Vi vil ikke være der. Betyder det også, at jeg ikke vil være til kampen? Ja, det gør det, siger Klopp ifølge avisen Evening Standard.
Til BBC bekræfter Klopp, at Neil Critchley derfor står i spidsen for Liverpool til pokalkampen. Han stod ligeledes i spidsen for holdet i forbindelse med Carabao Cup-kampen mod Aston Villa, mens førsteholdet var i Qatar.
I videoen oven for kan du se, hvordan at det gik til, at Liverpools unge kuld skal ud i en omgang med Shrewbury. Der får du alle fire mål fra søndagens pokalremis.
Casper Dalsten
casper.bojsen.dalsten@nentgroup.com










