Gå til hovedindhold

Italiensk storklub henter dansker til toppost

AC Milan har headhuntet Casper Stylsvig til at udvikle og varetage klubbens økonomiske interesser såvel nationalt som internationalt.

Af Frits Ahlstrøm 

Den 46-årige dansker tiltræder officielt i den italienske storklub allerede den 1. marts. Hans officielle titel er Chief Revenue Officer. 

Casper Stylsvig indledte sit internationale arbejde i FC Barcelona. Dernæst fulgte otte år i Manchester United FC og tre i Fulham FC. 

-Jeg tillader mig at betragte jobbet i AC Milan som den hidtil største og mest interessante udfordring i min karriere, siger Casper Stylsvig til TV3 Sport. Det er en fantastisk klub med et enormt potentiale verden over. 

Det er Ivan Gazidis, der har hentet Casper Stylsvig til Milano. Den 54-årige sydafrikaner var i ti år CEO i Arsenal FC indtil han den 1. december overtog den tilsvarende stilling i AC Milan. 

Casper Stylsvig, der sagde sin stilling i Fulham FC op den 4. februar, havde gerne ventet med at begynde i AC Milan til den 1. maj.  

-Men Ivan Gazidis så helst, at jeg begyndte hurtigst muligt, eftersom der skal træffes flere vigtige beslutninger, som også vedrører mit arbejdsområde, fortæller Casper Stylsvig. 

-Det betyder, at jeg har min sidste arbejdsdag i Fulham på mandag, så jeg allerede om aftenen kan flyve til USA sammen med Ivan Gazidis, tilføjer Casper Stylsvig. Vi skal blandt andet studere stadionanlæg med henblik på enten en renovering af Stadio San Siro eller opførelsen af et nyt stadion, som udelukkende er forbeholdt AC Milan. 

Ivan Gazidis har samtidigt ansat James Murray, der i de seneste fem år har stået for den forretningsmæssige strategi i Arsenal FC og får en tilsvarende rolle i AC Milan. 

Casper Stylsvig skal i AC Milan arbejde sammen med Paolo Maldini; det 50-årige ikon, der lavede 33 mål i 902 kampe for klubben fra 1984 til 2009 og sideløbende præsterede 7 mål i 126 landskampe. 

-Paolo Maldini accepterede i august 2018 et tilbud om at blive chefstrateg for den sportslige udvikling i AC Milan, oplyser Casper Stylsvig. Sammen med en anden af klubbens legendariske spillere, brasilianeren Leonardo, og cheftræneren Gennaro Gattuso skal han føre AC Milan tilbage til fordums storhedstid.  

AC Milan er lige nu på fjerdepladsen i Serie A med gode muligheder for at kvalificere sig til UEFA Champions League, hvor klubben senest var med for fem år siden. 

Mens Casper Stylsvig bosætter sig i Milano om nogle uger, bliver hans hustru og deres tre børn i London indtil skoleåret er forbi. 

I videoen øverst kan du se Pirlo tale om sin tid i AC Milan

Andre gode nyheder