Gå til hovedindhold

Islandsk legende tilbyder fornem hjælp til Chapecoense

Af: Malthe Rygaard

Eidur Gudjohnsen har tilbudt at spille for Chapecoense efter de mistede næsten hele deres hold i tragisk flystyrt.

Du kan se indslag om Chapecoense i videoen øverst

Den brasilianske klub Chapecoense kom på tragisk vis i hele verdens søgelys i sidste uge.

Her mistede de stort set hele deres hold i et flystyrt, men siden har flere brasilianske klubber tilbudt at hjælpe klubben med spillere.

Og nu melder en spiller med nordisk islæt sig på banen. Eidur Gudjohnsen er villig til at spille for klubben.

Det skriver han på Twitter.

-Af respekt vil jeg spille for Chapecoense, hvis de har plads til mig. Hvis ikke bare for at spille sammen med Ronaldinho igen #ForcaChape, skriver Eidur Gudjohnsen.

Ronaldinhos agent har tidligere på ugen udtalt, at brasilianere er klar til at spille for Chapecoense i kortere eller længere periode.

Det kan altså blive en genforening for de to spillere, der også spillede sammen i FC Barcelona.

Eidur Gudjohnsen har i efteråret spillet for indiske FC Pune City, som han dog var nødt til at forlade efter kun en måned med en skade tilbage i september.

Andre gode nyheder