IFK på rov i Alka Superligaen igen: Vil bytte sig til Wiland

Af: Ritzau
Svenske IFK Göteborg vil have fingrene i FC Københavns reservekeeper Johan Wiland, og vil sende førstemålmand John Alvbåge den anden vej
Siden Stephan Andersen i sommer vendte tilbage til dansk fodbold, har den tidligere Brøndby-keeper siddet tungt på pladsen i målet hos FC København.
Det mangeårige førstevalg Johan Wiland er blevet reduceret til bænkevarmer, men nu kan han være på vej mod en retur til hjemlandet.
Ifølge Borås Tidning, så vil IFK Göteborg nemlig gerne skifte John Alvbåge ud med FCK-reserven.
Avisen skriver, at IFK-sportschef Mats Gren er klar til at bytte de to målmænd lige over. FCK er åbne for forslaget, men vil desuden have 5 millioner svenske kroner med i handlen.
34-årige Johan Wiland er glad for igen at føle sig eftertragtet efter den seneste tids bænktjans.
- Det er fedt, hvis de er interesserede. Det betyder, at jeg har noget at tilføre et hold. I den situationen, jeg befinder mig i, er det rart at høre, siger Wiland til Borås Tidning.
Tidligere har Wiland sagt, at kun Elfsborg er aktuelle i Allsvenskan, men da danske Kevin Stuhr-Ellegaard netop har forlænget, ser det ikke realistisk ud, og derfor vil han overveje tilbud fra andre klubber.
Det svenske transfervindue er endnu åbent, så IFK Göteborg har tid endnu til at få en eventuel handel igennem.
Johan Wiland har været i FC København siden januar 2009.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








