
Af: Ritzau
Steven Gerrard var i hopla, da LA Galaxy vandt 5-2 over San Jose Earthquakes. Liverpool-legenden følte sig så godt kørende, at han lod som om, at han ikke hørte træneren på bænken for at undgå udskiftning.
LA Galaxy vendte natten til lørdag et truende 0-2-nederlag til en 5-2-sejr, da de mødte lokalrivalerne San Jose Earthquakes i "California Clasico". Med på holdet var den MLS-debuterende Steven Gerrard, som virkelig fik sat sit præg på kampen.
Steven Gerrard spillede lige bag Robbie Keane, som lå alene på toppen. Og det kørte så godt for engelske Steven Gerrard, at han var nervøs for at blive udskiftet. Derfor valgte Gerrard at overhøre træner Bruce Arena, som ellers forsøgte at få kontakt til Steven Gerrard fra bænken af.
- Bruce råbte "hvordan har du det?" fra 60. minut af. Jeg lod som om, at jeg ikke hørte det og blev ved med at kigge væk. Jeg følte mig som en knægt derude, og jeg ville ikke skiftes ud. Jeg ville spille så meget som muligt, udtalte Steven Gerrard efter kampen ifølge den britiske avis The Guardian.
Steven Gerrard scorede det udlignende mål til 2-2 og lagde efterfølgende op til et mål i 5-2-sejren.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








