Gå til hovedindhold

Gav racistisk møgfald til Barca-stjerne: Se Espanyol-stjernens mærkelige undskyldning

Af: Laurits Lyck

Espanyols Sergio Garcia forsøger nu at undskylde de racistiske udtalelser, han langede mod Barca-forsvarer Samuel Umtiti.

Lokalrival-opgøret mellem Espanyol og FC Barcelona fik søndag et nyt aspekt, da en meget ophidset til sidst Samuel Umtiti ville have fat i Sergio Garcia fra modstanderholdet.

Grunden var, at Garcia havde kaldt Umtiti for 'din sorte lort'.

Angiveligt undskyldte Espanyol-spilleren senere til Barca-forsvareren for sine udtalelser, men situationen har mødt voldsom kritik i fodboldverdenen.

Derfor har Sergio Garcia onsdag forsøgt at forklare sig og undskylde i et opslag på sin Instagram-profil.

Kontoen er gjort privat, men ifølge medier skrev Garcia:

-Det var på ingen måde ment racistisk. I ved alle, at min hustru er af roma-afstamning, og at jeg voksede op i et område med nationaliteter fra hele verdenen.

-Min svoger (den colombianske tidligere Espanyol-angriber Jhon Cordoba, red.), som jeg har et stærkt venskab med, er også afroamerikansk. I kampens hede siger man mange ting, som burde blive på banen.

Hvordan Garcias kones baggrund og svogerens hudfarve kan undskylde hans udtalelser står stadig hen i det uvisse.

Holdningen, at disse ting skal holdes på banen, hørtes sidst i den spanske liga, da Celta Vigo-stjernen Iago Aspas i januar blev beskyldt for at have ytret sig racistisk mod Levantes Jefferson Lerma.

Der kan være en følgestraf på vej til Sergio Garcia.

Andre gode nyheder