Gå til hovedindhold

Fuld dedikation: Peru-fan tager 24 kg på for at få gode VM-pladser

VM-feberen har ramt store dele af verden, men specielt de peruvianske fans vil gå langt for at støtte deres nation.

Af Andreas Søndergaard Petersen

Peru er for første gang i 36 år med til et VM, og det kan i den grad mærkes.

Tusindvis af fans har taget turen fra det sydamerikanske land til Rusland, også selvom mange af dem har måtte bruge deres surt tjente sparepenge.

Men det er mindre vigtigt, når man i stedet er rig på dedikation.

-Der var en mand, som var bekymret for ikke at få billetter til en Peru-kamp, så han sagde, han ville tage 24 kilo på for at kunne ansøge om en af de specielle pladser (ekstra brede sæder med nem adgang), som er meget nemmere at få fat i, siger Guillermo Espinoza, en engelsklærer fra Lima, ifølge The Guardian.

Han fortsætter ved yderligere at fortælle om peruvianske fans, som lever af cookies for at spare penge, og som sover på gaden.

-Der er folk, som har sagt deres job op, fordi man får en ekstra stor fratrædelsesbonus, hvis man har været længe i sit job. Mange andre gør det, vi kalder pollada, som går ud på, at man tilbereder kylling og skaffer øl mod betaling hjemme hos en familie, siger Guillermo Espinoza.

Peru tabte som bekendt deres første gruppekamp med 1-0 til Danmark. Næste opgave er Frankrig.

Andre gode nyheder