Morten Olsen ser alle kampe i VM-slutrunden i Rusland, dels af interesse, dels som studie-ekspert for VTR, den nationale flamsk-sprogede belgiske TV station.
Af Frits Ahlstrøm
-Tilskuerne gør hver kamp til noget særligt og festligt, siger det danske landsholds tidligere cheftræner til TV3 Sport.
-Det er dejligt at opleve den sunde nationalisme og stolthed, de giver udtryk for.
-Derimod er kvaliteten på banen svingende, tilføjer Morten Olsen.
-Portugal mod Spanien var exceptionelt god. Det var to hold, der spillede den form for fodbold, jeg sætter størst pris på. Dertil kom, at Cristiano Ronaldo var fænomenal.
Morten Olsen syntes også godt om Mexico mod Tyskland, Brasilien mod Schweiz samt Belgien mod Panama.
-Belgierne oplevede, at der ikke længere er nogle små hold i en slutrunde, mener Morten Olsen.
-Panama var godt organiseret og faldt først sammen, da Dries Mertens scorede til 1-0.
Almindeligvis udtaler Morten Olsen sig ikke om det danske landshold, eftersom det let kan blive misforstået.
-I en VM-slutrunde skal du ofte have lidt held for at vinde en kamp, bemærker han dog.
-Danmark havde det held mod Peru – og en fantastisk målmand i Kasper Schmeichel.
-Jeg bemærkede, at de danske spillere efter kampen alle erkendte, de havde spillet dårligt, fortsætter Morten Olsen.
-Den selvkritiske opfattelse tillader jeg mig at betragte som et sundhedstegn, der lover godt for mødet med Australien.
-Der er stor forskel på en enkeltstående landskamp og en kamp i en slutrunde. Hvis spillerne var nervøse, er det forståeligt. 17 af dem er jo med i en slutrunde for første gang.
Simon Kjær, William Kvist og Christian Eriksen var de eneste af de 23 danske spillere med erfaring fra Danmarks seneste deltagelse i en VM-slutrunde – 2010 i Sydafrika. De var også med i EM 2012 i Polen og Ukraine sammen med Michael Krohn-Dehli, Lasse Schøne og Kasper Schmeichel.
Danmark spiller mod Australien på torsdag klokken 17:00 i Samara.











