Gå til hovedindhold

Fortuna-træner: DBU bør reducere ligaen

Fortuna-træner: DBU bør reducere ligaen

Af: Ritzau

DBU bør reducere antallet af hold fra ti til seks i 3F Ligaen, eliterækken i dansk kvindefodbold.

Det mener Brian Sørensen, cheftræneren i Fortuna Hjørring.

  • Der er alt for få udfordringer, siger han til TV3 Sport.

  • Flere hold kan ikke tilnærmelsesvis presse os så hårdt, som vi presser os selv i den daglige træning.

  • Den manglende kvalitet i 3F Ligaen bekræftes, når vi optræder på den internationale scene; om det så gælder Fortuna og Brøndby IF i UEFA Champions League eller landsholdet i turneringerne om Europa Mesterskabet og verdensmesterskabet, mener Brian Sørensen.

DBU og Team Danmark har ydet flere millioner for at løfte kvinde-fodbolden op på et højere niveau, men uden det forventede udbytte.

Landsholdet erobrede ganske vist bronzemedaljer i EM-slutrunden i Sverige i 2013, men vandt ikke en eneste kamp. Og i kvalifikationsturneringen til VM-slutrunden i Canada i juni i år blev det kun til en tredjeplads i puljen efter Schweiz og Island.

Hvis det også mislykkes at kvalificere sig til EM-slutrunden i Holland i 2017, er der risiko for, at Team Danmark ophæver sin støtte til kvinde-landsholdet.

I 3F Ligaen spiller de ti hold alle mod alle både ude og hjemme; det vil sige 18 kampe hver. De fire bedst placerede kvalificerer sig til slutspillet, hvor de også mødes ude og hjemme, hvilket betyder seks kampe til hver og dermed i alt 24 kampe i løbet af en sæson.

Med kun seks hold i rækken kan de møde hinanden fire gange hver.

  • Det betyder kun 20 kampe til hver, men med en hel anden intensitet, forklarer Brian Sørensen.

  • Desuden vil der blive plads til træningskampe på et højt niveau mod de bedste svenske, tyske og engelske hold.

De seks bedst placerede i 3F ligaen er Brøndby IF, Fortuna Hjørring, Kolding Q, Skovbakken, OB og Ballerup-Skovlunde Fodbold.

DBU har i den sidste halve snes år almindeligvis investeret mellem 10 og 15 millioner kroner -- om året.

  • Måske er det nødvendigt for DBU at ændre prioriteringen af sine midler til kvindefodbold således, at pengene koncentreres om de største talenter, lyder det fra Fortuna Hjørring.

Kvinde-landsholdet skal i næste uge på et træningsophold i tyrkiske Belek, hvor der skal spilles to kampe mod New Zealand den 12. og 15. januar.

Derefter følger en samling i Brøndby den 9. og 10. februar inden det gælder den traditionelle turnering om Algarve Cup i Portugal fra den 4. til 12. marts.

De 12 deltagende nationer er inddelt i tre puljer:

Pulje A: Brasilien, Kina, Sverige og Tyskland. Pulje B: Island, Norge, Schweiz og USA. Pulje C: Danmark, Frankrig, Japan og Portugal.

Danmark har deltaget i denne turnering fra starten i 1994. Fem gange er det lykkedes de rød-hvide at spille sig frem til finalen uden dog at kunne vinde den. Det blev til nederlag mod Sverige to gange, mod USA to gange og mod Norge én gang.

Andre gode nyheder