Gå til hovedindhold

Dansk klub henter topspillere i udlandet

Dansk klub henter topspillere i udlandet

Af: Ritzau

Et dansk mesterskab og succes på den europæiske scene.

Det er i bestræbelserne på at få opfyldt disse ambitiøse målsætninger, at Fortuna Hjørring med henblik på den kommende sæson har engageret to udenlandske landsholdsspillere.

  • Vi har indgået aftaler med brasilianeren Tamires Gomes og serberen Nevena Damjanovic, oplyser klubbens cheftræner Brian Sørensen til tv3sport.dk.

Tamires Gomes spillede samtlige kampe for Brasilien i VM-slutrunden i Canada for nylig.

  • Jeg så hende mod Schweiz, hvor hun demonstrerede meget høj klasse, fortæller Brian Sørensen.

  • Hun er venstrebenet, fysisk stærk og meget erfaren. Nevena Damjanovic har de samme egenskaber.

Den 27-årige Tamires Gomez, der taler flydende engelsk efter at have spillet i USA, er noteret for 35 landskampe for Brasilien.

Den 22-årige Nevena Damjanovic vil givetvis også løfte niveauet i Fortuna Hjørring.

  • Hun er en af de mest talentfulde forsvarsspillere, jeg har oplevet i de senere år, fastlår Brian Sørensen.

  • Serberne regner hende for deres bedste spiller.

For tre år siden var Nevena Damjanovic den dominerende spiller på banen, da Serbien besejrede Danmark i en EM-kvalifikationskamp. Som central midtbanespiller scorede hun to gange.

Allerede dengang forsøgte Fortuna Hjørring at hverve hende.

  • Vi var nødt til at handle, bemærker Brian Sørensen.

  • Dels mistede vi i sommerpausen vor anfører og nøglespiller Sofie Junge Pedersen, dels må vi undvære vor amerikanske forsvarsspiller Janella Cordia og vor landsholdsangriber Karoline Smidt Nielsen i yderligere henholdsvis én og to måneder som følge af deres knæoperationer.

Sofie Junge Pedersen har skrevet kontrakt med FC Rosengård i Malmö.

  • Økonomisk og dermed til dels sportsligt kan vi ikke konkurrere med de bedste klubber i Tyskland, Frankrig, England og Sverige, udtaler Fortuna Hjørrings direktør Jette Andersen til tv3sport.dk.

  • Det betyder, at vi må give afkald på vore bedste spillere så snart, de har opnået international klasse, og i stedet hente kvalificerede afløsere i andre lande.

Fortuna Hjørring håber, at klubbens landsholdsspiller Nadia Nadim vender hjem fra sit lejeophold i amerikanske Sky Blue FC i New Jersey tidligt nok til at kunne være med i 3F Ligaen i efteråret.

  • Det forudsætter, at Sky Blue FC ikke kvalificerer sig til slutspillet om det amerikanske mesterskab, siger Jette Andersen.

  • Det afvikles først, når transfervinduet i Danmark er lukket.

Aftalen med Tamires Gomes gælder for et halvt år, mens der er tale om en etårig kontrakt med Nevena Damjanovic.

Andre gode nyheder