Gå til hovedindhold

Fortuna giver varme pølser til alle betalende tilskuere

Af: Frits Ahlstrøm

Med et forspring på 7 point til Brøndby IF og 17 til Fortuna er HB Køge godt på vej til at vinde det danske mesterskab for tredje år i træk.

Klubben kan øge afstanden fredag aften, når klubben klokken 18:00 spiller mod FC Nordsjælland i genstarten på Gjensidige Kvindeligaen.

De to øvrige kampe i den første af de ti runder i Mesterskabsspillet afvikles lørdag, når Fortuna Hjørring møder FC Thy-Thisted Q klokken 13:00 og Kolding IF tager imod Brøndby IF klokken 17:00.

HB Køge har taget 39 point med fra grundserien. Dernæst følger Brøndby IF med 32, Fortuna Hjørring med 22, FC Thy-Thisted Q med 19, FC Nordsjælland med 17 og Kolding IF med 15.

-Vi håber stadig at kunne indhente Brøndby IF og kvalificere os til UEFA Women’s Champions League, siger Torben Vandsted, pressechefen i Fortuna Hjørring, og hentyder til, at de to bedst placerede får adgang til den europæiske scene. Det kræver formentligt, at vi vinder alle vores kampe i slutspillet.

Optimismen skyldes, at Fortuna forleden spillede sig til finalen om Gjensidige Kvindepokalen med en sejr på 2-0 over HB Køge med Rikke Dybdahl som dobbelt målscorer.

-Vores hold er givetvis blevet forstærket i vinterpausen, tilføjer Torben Vandsted. Blandt de nye er Rikke Dybdahl og Line Saugstrup Kristensen, som vi hentede i FC Thy-Thisted Q.

Rikke Dybdahl er med 8 mål på en delt førsteplads på topscorerlisten i Gjensidige Kvindeligaen sammen med Malene Sørensen fra FC Thy-Thisted Q og Cecilie Fløe fra HB Køge.

Til lørdagens kamp på Nord Energi Arena får alle betalende tilskuere serveret en stadionplatte, det vil sige en frankfurter med brød samt ketchup og sennep.

Stadionplatten på Nord Energi Arena i Hjørring.

Janelle Cordia i aktion, da Fortuna senest mødte FC Thy-Thisted Q.

Foto: Jess M. Madsen / Fortuna Hjørring

Karoline Olesen (47) i en udfordrende manøvre mod FC Thy-Thisted Q.

Foto: Jess M. Madsen / Fortuna Hjørring

Husk, du kan se alle kampe i Gjensidige Kvindeligaen på Viaplay og desuden Fortuna Hjørring mod FC Thy-Thisted Q på TV3 Sport med optakt fra klokken 12:45.

Andre gode nyheder