Gå til hovedindhold

Ny struktur og filosofi skal bringe dansk klub til tops igen

Af: Frits Ahlstrøm

Fortuna Hjørring har ændret sin struktur i bestræbelserne på at genetablere sin position i fodbold såvel nationalt som internationalt.

-Vi har indset, det er nødvendigt at ansætte de bedste spillere og største talenter på kontrakter, der løber længere end et halvt eller helt år, fortæller klubbens pressechef Torben Vandsted. Både for vores egen skyld, men også for deres.

-Vi har alt for ofte accepteret kortvarige aftaler og dermed mistet spillere til udlandet uden at få en rimelig kompensation for en større investering i deres udvikling, endsige et transferbeløb; samtidig med mere eller mindre hver sæson at skulle bygge et nyt hold op, forklarer Torben Vandsted. Nogle af vores spillere er kommet tidligere afsted end vi ønskede det, men juridisk kunne vi ikke holde på dem; og menneskeligt ville vi heller ikke. Det var jo det, de drømte om.

Emma Snerle er – ifølge Torben Vandsted – et eksempel på en spiller, der ville have haft godt af at vente med sit skifte fra Fortuna Hjørring til West Ham United FC i sommeren 2022.

-Emma spillede fast på såvel klubholdet som landsholdet, men i den engelske klub er det blevet til så få kampe, at de kan tælles på én hånd. Okay, hun har også været skadet i en periode. Men yderligere én sæson i Danmark med megen spilletid havde måske gjort springet til England lettere for hende.

I Fortuna Hjørring lavede hun 30 mål i 68 kampe og blev dansk mester to gange. Dertil kom 28 landskampe for Danmark.

For bedre at kunne holde på sine spillere har Fortuna Hjørring skrevet kontrakt med tre spillere på sit akademi:

Den 17-årige Ida Larsen, den 16-årige wingback Signe Søndergård og den 15-årige Julie Olander.

Ida Larsen har fået sin første kontrakt som professionel i Fortuna Hjørring. Foto: Fortuna Hjørring

Ida Larsen har altid spillet for Fortuna og fået sin første kontrakt. Hun er på klubbens U/19-hold, men har optrådt i Gjensidige Kvindeliga.

Signe Søndergård kom fra FC Thy-Thisted Q i sommeren 2021 og har fået sin kontrakt forlænget frem til sommeren 2025.

Julie Olander har kun været i Fortuna siden i sommer efter 3½ år i FC Nordsjælland. Dengang fik hun en kontrakt for et år, men den er nu blevet forlænget med to år.

-Det var meningen, Julie skulle spille på vores U/16-hold, men hun fik hurtigt sin debut på U/19-holdet, fortæller cheftræneren Nicolaj Rosengren.

Julie Olander er meget glad for tilværelsen på Dana Cup Academy og i Fortuna Hjørring.

-Miljøet er professionelt og menneskeligt, siger Julie Olander til klubbens hjemmeside. Som de siger i Fortuna: Hvis mennesket ikke fungerer, gør atleten det heller ikke. Jeg tvivlede ikke et sekund på at underskrive den nye kontrakt, som jeg betragter som en stor tillidserklæring.

Julie Olander sammen med Nicolaj Rosengren, cheftræner for U/19-holdet i Fortuna. Foto: Fortuna Hjørring

Fortuna har fostret talrige A-landsholdsspillere. Blandt de 23, cheftræneren Andreas Jeglertz har udtaget til de to kampe mod Tyskland og Island i løbet af de næste ti dage, er der otte med en fortid i den nordjyske klub: Sara Thrige, Luna Gevitz, Frederikke Thøgersen, Karen Holmgaard, Karoline Olesen, Amalie Vangsgaard, Signe Bruun og Nadia Nadim. De spiller nu i udlandet.

Klubben forventer at levere flere spillere til A-landsholdet; ikke mindst med ansættelsen af Lene Terp som cheftræner. Den 50-årige Lene Terp, der selv spillede 105 landskampe for Danmark, er godt på vej til at implementere sin fodbold-filosofi i Fortuna.

-Mange i Fortuna har en mening om hvordan, fodbold skal spilles, bemærker Torben Vandsted. Sådan har det altid været. Men nu er det Lene Terp, der bestemmer, og hun får den nødvendige tid til at skabe fordums styrke.

Signe Søndergård har fået sin kontrakt forlænget til sommeren 2025. Foto: Fortuna Hjørring

Torsdag aften blev det til en sejr på 3-0 AaB, og dermed rykkede Fortuna op på 4. pladsen i Gjensidige Kvindeliga.

Efter fredagens kamp, hvor FC Thy-Thisted Q på hjemmebane vandt 3-0 over Kolding IF på to mål af Anna Givskov Jensen og et af Vibeke Lindekrantz fra det 9. til det 20. minut, er stillingen:

FC Nordsjælland – 11 kampe / 23 point
HB Køge – 11 kampe / 23 point
Brøndby IF – 11 kampe / 22 point
Fortuna Hjørring – 12 kampe / 20 point
Kolding IF – 12 kampe / 20 point
AGF – 11 kampe / 10 point
FC Thy-Thisted Q – 12 kampe / 9 point
AaB – 12 kampe / 4 point

De to resterende kampe i 12. runde spilles lørdag:

12:45 Brøndby IF – FC Nordsjælland (TV3 MAX)
14:55 HB Køge – AGF

Husk, du kan se alle kampe i Gjensidige Kvindeliga på Viaplay og desuden i hver runde en af de fire kampe på en af vores TV-kanaler.

Andre gode nyheder