Finale i nat: Skal det endelig lykkes Messi at vinde stort trofæ med Argentina?
Af: Ritzau
Lionel Messi mangler at vinde en større titel med Argentina. Natten til søndag har han chancen i Copa America. Se kampen på Viaplay kl. 01.50.
Ti spanske mesterskaber, fire Champions League-triumfer, syv spanske pokaltitler.
Lionel Messis cv flyder nærmest over med imponerende bedrifter på klubplan. Men i Argentinas hvide og lyseblå trøje kniber det. Det er blot blevet til en OL-titel med U23-landsholdet i 2008 og en U20-VM-titel i 2005.
De store titler med A-landsholdet er udeblevet. Det kan ændre sig natten til søndag. Her står Messi og Argentina over for Neymar og Brasilien i finalen ved Copa America.
Netop Messis manglende bedrifter på nationalmandskabet fylder meget - både for ham selv og for de fodboldgale argentinere. Det siger Jonas Schwartz, der er fodboldkommentar for Viaplay, og som tidligere har boet i Argentina.
-Messi har jo tidligere sagt, at han ville give alle sine pokaler væk for at vinde et verdensmesterskab med Argentina.
-Men også bare det at vinde Copa America ville betyde rigtig meget for ham, for det er jo det, han mangler. Landsholdet betyder rigtig meget for argentinerne, så det fylder også meget for dem, at de ikke har vundet noget i lang tid. Det vil være en kæmpe forløsning for Messi, siger Jonas Schwartz.
Finalen natten til søndag kan blive en af Messis sidste muligheder for at vinde noget i landsholdstrøjen. Fødselsattesten rundede i slutningen af juni 34 år, og fodboldmagikeren må anses for at være i sin karrieres efterår.
-Jeg vil ikke afvise, at han er med ved det næste Copa America i 2024, men vi kan hvert fald konstatere, at næste års VM bliver hans sidste, siger Jonas Schwartz.
-Men argentinerne har efter VM i 2018 indset, at de er meget langt fra de bedste i verden. Derfor vil det også give noget ekstra, hvis de kan vinde det her Copa America, der jo bliver spillet i Brasilien.
-At vinde en titel i arvefjendens hus vil give et boost, der måske kan tages med videre til VM i Qatar næste år.
Jonas Schwartz tør inden finaleduellen mellem Argentina og Brasilien ikke udråbe en favorit.
-De her kampe har bare deres eget liv. Det er jo et af de helt store - hvis ikke det største - landsholdsopgør i verden. Det er et gigantmøde.
-Jeg tror, det bliver ufatteligt tæt. Det kan sagtens blive en hårdt spillet kamp, som jeg ser som 50-50. Det er to landshold, der har rigtig meget på spil.
Messi håber på, at fjerde gang er lykkens gang i Copa America-finalen. Tre gange tidligere - i 2007, 2015 og 2016 - har han nemlig tabt i den endelige kamp om det sydamerikanske mesterskab.
Finalen fløjtes i gang klokken 02 natten til søndag dansk tid på Maracanã i Rio de Janeiro. For første gang i turneringen bliver det med tilskuere til stede.
De lokale myndigheder har således givet lov til, at ti procent af stadion kan fyldes op. Det svarer til 7800 tilskuere.
Du kan se braget mellem Argentina og Brasilien LIVE på Viaplay i aften fra kl. 01.50.
Søndag er der desuden en anden stor finale. Den skal spilles på Wembley i London, og den kan du se på Viaplay med optakt fra kl. 19.00.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










