Af: Peter Schulz
Sergio Agüero vil ikke blive straffet af det engelske fodboldforbund efter en konfrontation med Wigan-fans.
Engelske TV-billeder, som tv3sport.dk ikke har haft adgang til, syntes at vise, at Sergio Agüero skubbede en fan, og argentineren hævdede ifølge BBC senere, at han blev spyttet på.
Men Agüero vil ikke blive straffet for episoden.
Indtil videre er både Manchester City og Wigan Athletic blevet bedt om at komme med deres betragtninger omkring forløbet efter kampen, hvor et større antal Wigan-fans invaderede banen.
På tribunen rev en gruppe Manchester City-fans sæder og reklamer op og kastede dem efter politifolk.
Indtil videre er begge klubber anklaget for ikke at kunne kontrollere sine spillere efter udvisningen til Fabian Delph i første halvleg.
Udvisningen førte til en ophedet diskussion mellem Manchester City-manager Pep Guardiola og Wigan-kollegaen Paul Cook, men her skete der ikke noget ulovligt, bekræfter FA ifølge BBC.
Wigan Athletic vandt meget overraskende kampen med 1-0 på en sen scoring af nordirske Will Grigg.
Dermed er Manchester Citys drømme om at vinde alle fire store trofæer i denne sæson blevet til en drøm om at vinde tre.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk










