
Det færøske Fodbold Forbund har udpeget manden, der skal afløse Lars Olsen som cheftræner for landsholdet på de 18 øer i den nordlige del af Atlanterhavet.
Af Frits Ahlstrøm
Det blev Håkan Ericson, søn af den legendariske Georg ’Åby’ Ericson.
-Vi kontaktede vore forbindelser i alle de nordiske lande, fortæller Kristin Dam Ziska fra forbundet til TV3 Sport. Og vi indså hurtigt, at Håkan Ericson var den af kandidaterne, der såvel fagligt som menneskeligt passede bedst til færøsk kultur og fodbold.
Håkan Ericson bliver den syvende træner for det færøske landshold, men den første svensker. De seks forgængere var:
Páll Guðlaugsson – Island (1988-93)
Allan Simonsen – Danmark (1994-2001)
Henrik Larsen – Danmark (2002-05)
Jógvan Martin Olsen – Færøerne (2006-2008)
Brian Kerr – Irland (2009-11)
Lars Olsen – Danmark (2011-19)
Håkan Ericson var træner for det svenske hold, som i 2015 vandt Europa Mesterskabet for U/21-landshold ved i semifinalen at besejre Danmark 4-1 og dernæst Portugal på straffespark efter 0-0 trods forlænget spilletid.
Hans karriere som spiller og træner tåler dog ikke sammenligning med faderens.
Georg ’Åby’ Ericson lavede 39 mål i 89 kampe for IFK Norrköping i Allsvenskan og gjorde derefter som træner klubben til mester fem gange inden han i 1971 blev den første ’förbundskapten’ på heltid. I løbet af sine otte år og 91 landskampe som chef førte han Sverige til VM-slutrunderne i 1974 og 1978.
Georg Ericson, der også var en fremragende pianist, døde i 2002 som 82-årig.
Håkan Ericson glæder sig til udfordringen på Færøerne.
-Jeg reagerede prompte positivt på henvendelsen fra det færøske forbund, fortæller Håkan Ericson til TV3 Sport. Jeg har fulgt det færøske landshold i flere år og konstateret, at det tæller flere dygtige spillere og er godt organiseret. Jeg vil bygge videre på det arbejde, Lars Olsen har udført.
Håkan Ericson, der tiltræder 1. januar på en aftale gældende for fire år, vil først og fremmest fokusere på A-landsholdet.
-Men det siger sig selv, at jeg vil samarbejde med klubtrænerne på Færøerne, tilføjer han. Vi har ganske vist mange spillere i Danmark, Island og Norge, men jeg vil også følge spillerne i den færøske liga i vid udstrækning.











