Af: Web
Da Færøerne i tirsdags vandt 1-0 over Malta, var det 52. gang, Lars Olsen havde ansvaret for fodboldeliten på de 18 øer i Nordatlanten – og sidste gang hjemme på Tórsvøllur i Tórshavn.
Af Frits Ahlstrøm
Den 58-årige Lars Olsen har dog to kampe tilbage som cheftræner; begge på udebane i kvalifikationsturneringen med henblik på EM-slutrunden næste år.
Færøerne spiller mod Norge på Ullevaal Stadion i Oslo fredag 15. november og mod Sverige på Friends Arena i Stockholm fire dage senere.
I de to opgør i Tórshavn tabte færingerne henholdsvis 2-0 og 4-0.
-Vi har stadig en vigtig rolle i turneringen, eftersom vi kan være med til at afgøre om Sverige eller Norge skal med i slutrunden sammen med Spanien, siger Lars Olsen i TV3 Sport.
Deri har han ret.
Med to runder tilbage har Sverige 15 point og Norge 11. Udover at skulle møde Færøerne skal Sverige spille i Rumænien den 15. november og Norge på Malta den 18. november.
Lars Olsen tiltrådte som cheftræner på Færøerne i december 2011.
-Selv om jeg kun har opnået otte sejre, har det været otte dejlige år, fastslår Lars Olsen overfor TV3 Sport.
-Højdepunkterne var de to sejre over Grækenland med henblik på EURO 2016 i Frankrig: 1-0 i Athen og 2-1 i Tórshavn. På den baggrund rykkede vi 100 pladser op på FIFA’s verdensrangliste – som nummer 74 foran blandt andet Norge.
-Da vi kom hjem fra Athen, blev vi modtaget på Rådhuset i Tórshavn, hvor 6.000 mennesker tiljublede os, erindrer Lars Olsen. Færingerne er gode til at feste og til at fejre deres helte.
Der er omkring 51.000 indbyggere på Færøerne; 14.000 af dem bor i Tórshavn.
Da Lars Olsen ankom, var Færøerne nummer 180. Lige nu er de nummer 109.
Lars Olsen, anfører for det danske landshold, der i 1992 vandt Europa Mesterskabet, vil gerne fortsætte sin karriere som træner og er åben overfor tilbud fra såvel Danmark som udlandet
Husk at du lørdag kan se Tottenham - Watford fra klokken 15.30 på TV3+ og Viaplay











