Efter Shaws voldsomme kollision med Real-stjerne: Nu sender Ramos en hilsen
Sergio Ramos reagerer nu på Luke Shaws voldsomme sammenstød med Dani Carvajal.
Det så temmelig voldsomt ud, da Manchester Uniteds Luke Shaw landede hårdt i græsset efter at have slået hovedet ind i Dani Carvajal fra Real Madrid i Englands kamp i UEFA Nations League mod Spanien på Wembley lørdag aften.
Efter sammenstødet med Carvajal blev Shaw båret fra banen, mens han samtidig fik påført en iltmaske.
Siden har Luke Shaw heldigvis meldt ud, at han har det godt og er i gode hænder, og nu er der mere opmuntring på vej til Manchester United-spilleren.
På Twitter sender Sergio Ramos en hilsen til Luke Shaw med ønsker om god bedring.
-Bliv snart rask igen, skriver den spanske landsholdskaptajn til sin engelske kollega.
Tilbage i 2015 var Luke Shaw også meget uheldig, da han i en Champions League-kamp mod PSV Eindhoven brækkede benet to steder. (Den episode kan du se i videoen herover.)
Christian Nielsen
christian.nielsen@viasat.dk










