Gå til hovedindhold

Efter anklager om VM-snyd: Nu tager FIFA kraftigt afstand fra Maradona

FIFA har mistet tålmodigheden med Diego Maradona, som er ambassadør for Det internationale Fodbold Forbund og i forbindelse med VM-slutrunden i Rusland har VIP-status.

Af Frits Ahlstrøm

Som meddelt på tv3sport.dk har den 57-årige argentiner officielt undskyldt sin opførsel efter 1/8-finalen mellem England og Colombia. Det skete dog først, da FIFA havde sendt ham en skriftlig irettesættelse.

-Vi tager kraftig afstand fra hans udtalelser om den amerikanske dommer Mark Geiger, skriver FIFA i en officiel pressemeddelelse.

Diego Maradona, som før kampen blev fotograferet i en colombiansk landsholdstrøje, udtalte til den venezuelanske TV station Telesur, at den engelske sejr (efter straffesparkskonkurrence) var et gigantisk tyveri.

FIFA betegner hans insinuationer som uanstændige og grundløse.

-Det er meget trist at læse sådanne kommentarer fra en spiller, der har bidraget væsentligt til VM-turneringens historie, hedder det i en erklæring fra FIFA.

Diego Maradona, som hjalp Argentina til at vinde verdensmesterskabet i 1986, har flere gange gjort sig uheldigt bemærket i VM-slutrunden.

Om FIFA fratager ham hans rolle som ambassadør eller han slipper med irettesættelsen, vil vise sig.

Andre gode nyheder