Gå til hovedindhold

18-årig overvandt cancer og brillerer i VM-slutrunden

Der er lavet 123 mål i de første 46 kampe i VM-slutrunden for kvinder; svarende til 2,69 i gennemsnit per kamp.

Af Frits Ahlstrøm

Et af de absolut bedste er signeret den 18-årige colombianske angriber Linda Caicedo, der betegnes som det største talent i kvindefodbold i dette århundrede.

Hun scorede til 1-0 i det 52. minut mod Tyskland i Sydney. Det var hendes 7. mål i hendes 22. landskamp. Alexandra Popp, den tyske anfører, udlignede på straffespark i næstsidste minut; hendes mål nummer 65 i 130 landskampe. Men Colombia svarede igen i det 7. tillægsminut, da Manuela Vanegas lavede sejrsmålet til 2-1.

Inden de to resterende puljekampe (Sydkorea mod Tyskland og Marokko mod Colombia) er stillingen i Gruppe H:

Colombia 6 point – Målscore 4-1

Tyskland 3 point – Målscore 7-2

Marokko 3 point – Målscore 1-6

Sydkorea 0 point – Målscore 0-3

Linda Caicedo, født 25. februar 2005, blev udtaget til truppen til det colombianske senior-landshold i november 2019 – altså som 14-årig! Samme år havde hun fået sin debut på 1. holdet i América de Cali og bidraget væsentligt til, at klubben for første gang vandt det nationale mesterskab.

  1. februar 2020 skiftede Linda Caicedo til ærkerivalen Deportivo Cali. Nogle få måneder senere fik hun diagnosticeret cancer i æggestokkene og måtte igennem kemoterapi i de følgende seks måneder.

Linda Caicedo responderede godt på behandlingen; og året efter hjalp hun klubben til at vinde mesterskabet og kvalificere sig til turneringen om Copa Libertadores Femenina, hvor hun opnåede en delt 1. plads på topscorerlisten, selv om Deportivo blev slået ud i kvartfinalerne.

I 2022 var Linda Caicedo med i sin første slutrunde om Copa América Femenina, hvor Colombia som værtsnation tabte 1-0 til Brasilien i finalen. Hun kunne dog trøste sig med at modtage Den Gyldne Bold som turneringens bedste spiller.

Hendes ry nåede Europa, og klubber som FC Barcelona, Chelsea FC og Real Madrid CF kontaktede hende. Det endte med, at hun 23. februar 2023 skrev en treårig kontrakt med Real Madrid, hvor hun spiller sammen med Sofie Svava, Signe Bruun og Caroline Møller.

I sin første sæson medvirkede Linda Caicedo til triumfen i Copa de la Reina; det første trofæ, Real Madrid CF opnåede i kvindefodbold.

Andre spillere på det colombianske landshold har brilleret i VM-slutrunden. En af dem er den 28-årige keeper Catalina Pérez. Hun gjorde det så godt mod Tyskland, at SV Werder Bremen dagen efter hvervede hende i brasilianske Avai FC.

Du kan torsdag klokken 11:50 se Sydkorea mod Tyskland på Viaplay og TV3 Sport og Marokko mod Colombia på Viaplay og TV3 MAX.

Andre gode nyheder