Gå til hovedindhold

Dzeko sender Inter tæt på avancement i Champions League

Af: Ritzau

Med to mål i anden halvleg afgjorde Edin Dzeko kampen for Inter, som vandt 2-0 over Shakhtar Donetsk.

Inter snuppede sin tredje sejr i træk i gruppe D, da holdet vandt 2-0 hjemme over ukrainske Shakhtar Donetsk.

Dermed er en bundplacering ændret til en topplacering med ti point efter fem kampe.

Senere onsdag kan Real Madrid med en sejr over Sheriff Tiraspol sende sig selv og Inter videre til ottendedelsfinalerne.

Shakhtar Donetsk har udspillet sin rolle i Europa, da ukrainerne er sikre på at slutte på sidstepladsen i gruppen med blot et point.

Inter lod Shakhtar Donetsk have bolden mest, men italienerne kom alligevel frem til de fleste chancer i en målløs første halvleg.

Især Inter-angriberne Lautaro Martínez og Edin Dzeko brændte flere store tilbud i de første 45 minutter.

Ukrainerne, som stillede op med hele syv brasilianere i startopstillingen, ville gerne spille bolden op helt nede fra de bageste rækker.

Det er et varemærke under den italienske træner Roberto De Zerbi, men det var ved at give bagslag flere gange.

I anden halvleg levede Inter op til favoritværdigheden, og det blev Dzeko, som stod for de forløsende scoringer.

Efter en times spil kom den 35-årige bosnier ilende og hamrede en løs bold sikkert i nettet fra kanten af feltet.

Fem minutter senere headede Dzeko 2-0-målet i nettet fra tæt hold efter oplæg fra Ivan Perisic.

Shakhtar Donetsk havde flere chancer for at få reduceret, men tættest på kom Dodo, da han bankede bolden på indersiden af stolpen.

Du kan se begge mål og højdepunkter i videoen ovenfor.

HUSK du kan se en samtlige Champions League kampe onsdag aften på TV3+ og Viaplay.

Andre gode nyheder