Gå til hovedindhold

Du kan se brasiliansk ikon sætte VM-rekord på Viaplay

Af: Frits Ahlstrøm

Når der spilles om verdensmesterskabet for kvinder i Australien og New Zealand fra 20. juli til 20. august, er det 6. gang, Marta Vieira da Silva er med i en slutrunde; flere end nogen anden.

Pia Sundhage, den svenske cheftræner for det brasilianske landshold, har udtaget den 37-årige angriber Marta.

-Marta er kvindefodboldens dronning globalt og et ikon i Brasilien, siger Pia Sundhage. Og hun er stadig fuld af energi.

En korsbåndsskade afholdt Marta fra at deltage i venskabskampen mod Danmark 24. juni 2022 i Parken, hvor 21.542 tilskuere oplevede en dansk sejr på 2-1. Janni Thomsen bragte Danmark på 1-0 på et exceptionelt langskud i det 17. minut, Debinha udlignede i 87. minut, og Mille Gejl afgjorde kampen i det første minut i tillægstiden.

-Men i februar havde Marta med succes færdiggjort sin genoptræning, fortæller Pia Sundhage, der også har udtaget den 35-årige venstre back Tamires de Britto, som spillede 108 kampe for Fortuna Hjørring i løbet af fire år, vandt det danske mesterskab i 2016 og 2018 samt DBU Pokalen i 2016 og 2018 inden hun 2019 vendte hjem for at spille for SC Corinthians i São Paulo.

Marta, der har deltaget i hver VM-slutrunde siden 2003, har i sine 174 landskampe præsteret 115 mål; flere end nogen anden. Hun er også alle tiders bedste målskytte i VM-slutrunder med i alt 17 fuldtræffere; fordelt på de fem, hun har været med til.

Seks gange har Marta modtaget Ballon d’or; prisen som verdens bedste kvindelige fodboldspiller: i 2005, 2006, 2008, 2009, 2010 og 2018.

Da Brasilien i 2014 arrangerede VM-slutrunden for mænd, blev Marta udnævnt som ambassadør sammen med fem mandlige spillere og tidligere verdensmestre: Amarildo, Bebeto, Carlos Alberto, Ronaldo og Mario Zagallo.

I 2016 var Marta en af de otte atleter, der bar det olympiske flag ind på stadion til åbningen af De olympiske Lege i Rio de Janeiro.

I den forbindelse udnævnte FN’s generalsekretær hende også til ambassadør for de 17 globale verdensmål for bæredygtighed.

Marta har lavet 209 mål i 462 kampe for CR Vasco da Gama, Santa Cruz FC, Umeå IK (Sverige), Los Angeles Sol (USA), Santos FC, FC Gold Pride (USA), Western New York Flash (USA), Tyresö FF (Sverige), FC Rosengård (Sverige) og Orlando Pride (USA).

Udover talrige individuelle priser i ind-og udland har Marta opnået at vinde det svenske mesterskab 7 gange, UEFA Women’s Champions League i 2004 (med Umeå IK), olympisk sølv i 2004 og 2008 samt flere brasilianske og sydamerikanske turneringer.

Brasilien er i VM-slutrunden i indledende pulje med Frankrig, Jamaica og Panama.

Husk, du kan se alle kampe i VM-slutrunden i Australien og New Zealand på Viaplay og mange af dem desuden på TV3 Sports kanaler.

Andre gode nyheder