Af: Frits Ahlstrøm
FIFA benytter VM-slutrunden for kvinder i Australien og New Zealand til at sætte fokus på sociale problemer.
I samarbejde med forskellige FN-organisationer vil FIFA i en global kampagne vise hvordan, fodbolden kan være med til at forene verden.
FIFA har efter samtaler med alle 32 deltagende nationer valgt otte budskaber, der kommer til udtryk på anførernes armbind.
Ingen af dem er politiske som det, Brasilien viste ved ankomsten til Australien – udenfor FIFA’s radar.
På deres rutefly fra Rio de Janeiro stod der:
Ingen kvinde skal tvinges til at bære tørklæde – og ingen mand skal henrettes for at sige sin mening.
Det var hentydninger til 22-årige Jina Mahsa Amini og 27-årige Amir Nasr-Azadani.
Jina Mahsa Amini døde i september 2022 efter at have været tilbageholdt af det såkaldte ’moral-politi’, som håndhæver loven om, at kvinder skal skjule deres hår og nakke med et tørklæde.
Jina, der allerede som 5-årig blev tvunget at bære det, var på ferie med sin familie i den iranske hovedstad Teheran, da politiet anholdt hende fordi, hun ikke havde dækket sit hår tilstrækkeligt. I detentionen gik hun i koma og blev indlagt på hospitalet.
Det iranske frihedssymbol døde et par dage senere – ifølge det iranske politi af et hjerteanfald.
Azir Nasr-Azadani, en professionel fodboldspiller, blev anholdt i november for at have deltaget i protester mod politiets behandling af Jina Mahsa Amini og i den forbindelse beskyldt for at have medvirket til drab på tre betjente. Han blev idømt 26 års fængsel.
På det brasilianske fly var der portrætter af såvel Jina Mahsa Amini og Azir Hasr-Azadani.
De otte budskaber fra FIFA relaterer til en forenet kamp for eller imod:
Integritet
Indfødte folk
Ligestilling
Fred
Uddannelse for alle
Hungersnød
Vold imod kvinder
Fodbold for alle – sjov, fred, kærlighed, håb og passion
Hver anfører kan vælge tre af mulighederne.
Det forventes, at flere end to milliarder mennesker vil følge de 64 kampe i TV fra 20. juli til 20. august.
Du kan se hele VM-slutrunden på Viaplay og TV3's kanaler. Det hele begynder på torsdag, hvor vi åbner studiet kl. 08:00 på Viaplay og 3+.
Frits Ahlstrøm
frits@ahlstromfootball.com









