Gå til hovedindhold

Domstol annullerer Juventus-straf på 15 point

Af: Ritzau

Juventus har fået annulleret pointstraf, og fodboldforbundet skal igen behandle sag om brug af regnskabsfinte.

Juventus får tilbageført 15 point i Serie A, så storklubben nu er nummer tre i den italienske liga.

Samtidig er Det Italienske Fodboldforbund (FIGC) blevet bedt om at genbehandle sag om regnskabsfifleri i Juventus.

Sådan lyder dommen fra Italiens Olympiske Komité (Coni) ifølge Football Italia og flere andre italienske medier.

Coni mener ikke, at FIGC har præsenteret tilstrækkelig dokumentation for straffen. Coni har derfor sendt sagen tilbage til FIGC, der skal afsige ny dom.

FIGC vil have Juventus straffet for at gøre brug af en regnskabsteknisk finte, som sikrede klubben en på papiret bedre økonomi.

Sagen er blevet døbt PlusValenza, som er et italiensk begreb for salgsgevinster. I dette tilfælde dækker det over fodboldspillere, der er steget i værdi, efter at de er blevet hentet til klubben.

Juventus er blot en af ni klubber, som er blevet efterforsket i PlusValenza-sagen, men Torino-klubben er den eneste, der er blevet dømt for kunstigt at oppuste værdien på spillere.

Sagen fik i november sidste år - mens efterforskningen stadig pågik - hele Juventus' bestyrelse til at trække sig på grund af "økonomiske og juridiske udfordringer".

Hvis Juventus atter skulle blive ramt af en pointstraf, så vil det først få effekt i næste sæson.

/ritzau/

Andre gode nyheder