Gå til hovedindhold

Dansk træner siger farvel til nordmand og goddag til svensker

Jess Thorup, den danske cheftræner i KAA Gent, er indstillet på, at han må undvære Alexander Sørloth i den kommende sæson.

_Af Frits Ahlstrøm _

Den belgiske klub havde kun lejet ham i Crystal Palace FC for foråret 2019. 

I den periode scorede Alexander Sørloth fem gange i 22 kampe. 

-Jeg havde da gerne set ham fortsætte hos os, men jeg vidste, at vi kun havde ham på lånt tid, udtaler Jess Thorup til TV3 Sport.  

-Alex er glad for at være i Crystal Palace, hvor han har genoptaget træningen efter sin ferie og naturligvis håber at kunne etablere sig i Premier League, tilføjer Jess Thorup. 

I sit første år på Selhurst Park, hvortil han kom den 31. januar 2018 fra FC Midtjylland for en overgangssum på angiveligt 67 millioner danske kroner, præsterede Alexander Sørloth kun ét pletskud i de 20 kampe, han opnåede på 1. holdet. 

Jess Thorup må også se bort fra sin 25-årige defensive midtbanespiller Birger Verstrate.  

-Klubben ville ikke sige nej til et tilbud fra 1. FC Köln, som nu vender tilbage til Bundesligaen, bemærker Jess Thorup. 

KAA Gent hentede for 2½ år siden Birger Verstrate i KV Kortrijk for angiveligt 6 millioner kroner og solgte ham for fire gange så meget. 

Jess Thorup glæder sig i stedet over, at KAA Gent har indgået en treårig aftale med den 32-årige svenske forsvarsspiller Mikael Lustig på en fri transfer. 

Han spillede for Umeå FC og GIF Sundsvall inden han i 2009 kom til Rosenborg BK, som han hjalp til at vinde det norske mesterskab to gange. 

Mikael Lustig skiftede til Celtic FC den 1. januar 2012. I sine otte sæsoner i den skotske storklub var han med til at vinde mesterskabet hvert år og desuden fire gange den skotske pokalfinale. 

Siden 2008 har Mikael Lustig spillet 75 landskampe for Sverige.  

Om Jess Thorup får andre nye spillere, vil vise sig. 

-Transfervinduet i Belgien er åbent til og med den 31. august, bemærker Jess Thorup.

Andre gode nyheder