Gå til hovedindhold

Dansk kvinde holdkammerat med Juan Mata

Foreløbigt har 38 fodboldpersonligheder et fælles mål: at hjælpe socialt udsatte mennesker verden over.

Af Frits Ahlstrøm

Sofie Junge Pedersen er den seneste af dem og samtidig den første kvindelige danske spiller, som har tilsluttet sig Common Goal.

Juan Mata fik ideen til Common Goal (Fælles Mål) efter at have besøgt slumkvartererne i den indiske storby Mumbai; en oplevelse, der chokerede ham.

Den 29-årige midtbanespiller i Manchester United FC tilbød organisationen Streetfootballworld at donere én procent af sin løn til formålet og opfordrede samtidig alle i professionel fodbold til at gøre det samme.

Nu gør den 25-årige Sofie Junge det samme. Ti dage efter sin 50. landskamp – mod Japan i Algarve Cup – kontaktede hun Juan Mata og tilbød at være med.

Common Goal styres administrativt af Streetfootballworld, som med hovedsæde i Berlin bruger fodbolden til at tackle sociale udfordringer i nogle af de fattigste områder i 80 lande verden over.

Organisationen donerer ikke kun penge til fodboldprojekter, men også til FN’s 17 mål for udvikling; alle med det formål at forbedre vilkår for mennesker verden over.

-Common Goal står for nogle gode projekter, der igennem fodbolden skaber en social udvikling, forklarer Sofie Junge sin beslutning til TV3 Sport. Mange spillere giver meget til velgørenhed, men endnu flere gør ikke. Måske mit og andres signal om at støtte Common Goal kan få dem til at gøre som vi. Det er jo et lille beløb, der er tale om; uanset hvad du tjener.

Sofie Junge er socialt meget bevidst. Hun brugte sin fritid i 2014 og 2015 på fire ophold i Ghana for at hjælpe piger og kvinder til en bedre tilværelse.

Midt på det afrikanske kontinent agerede hun træner. Projektet hed ”Sport as a tool for development” og blev støttet af DGI Midtjylland og Fortuna Hjørring – Sofies tidligere klub, som donerede 25.000 kroner. Formålet var at lære ghanesiske piger, at det er okay for piger at spille fodbold – og at det er en sund måde at holde sig aktiv på.

-I Ghana blev der set skævt til piger, der spiller fodbold, erindrer Sofie Junge. Så det handlede om, at de fik mere selvtillid og følte sig som en større del af samfundet. Det lykkedes rent faktisk. Mange flere piger spiller fodbold nu, og det er i højere grad generelt accepteret.

Nu forsøger Sofie Junge at etablere et endnu større projekt i det afrikanske land 10.000 km syd for Danmark.

-Så snart projektbeskrivelsen er færdig, søger vi FIFA om støtte gennem deres fond ’Football for Hope’, fortæller Sofie Junge. Vi vil sikre, at endnu flere piger og kvinder får mulighed for at spille fodbold og derigennem en forståelse for teamwork, samarbejde, respekt, regler og en sund livsstil. De skal lære om deres rettigheder.

Sofie Junge hjalp FC Rosengård til at vinde det svenske mesterskab inden hun i sommeren 2017 skrev en kontrakt med UD Levante i den spanske liga gældende til og med den 30. juni i år.

-Det er for tidligt at udtale sig om hvorvidt, den bliver forlænget, udtaler Sofie Junge til TV3 Sport. Det eneste sikre er, at jeg fortsætter min karriere i udlandet.

Fortuna Hjørring ser gerne, at hun spiller for klubben i UEFA Women’s Champions League i næste sæson.

Dertil siger Sofie Junge: Jeg havde seks dejlige år i Fortuna, men det er for tidligt at vende tilbage allerede til sommer. Jeg vil gerne lære flere andre kulturer og sprog inden jeg kommer hjem til Danmark.

Lars Søndergaard, den nye cheftræner for det danske kvindelandshold, har udeladt Sofie Junge fra sin trup til VM-kvalifikationskampen mod Ukraine på Energi Viborg Arena mandag den 9. april.

-Det er naturligvis ærgerligt, bemærker Sofie Junge. Jeg gjorde det tilsyneladende ikke godt nok i Algarve Cup. Jeg var skadet i februar og endnu ikke tilbage i topform til den turnering. Men det kommer jeg snart.

To andre danskere er blandt de 38 medlemmer af Common Goal: Kasper Schmeichel og Kasper Hjulmand.

Andre gode nyheder