Dansk fodbold har mistet en af sine største ildsjæle

Frits Ahlstrøm

Nu er det slut. Jørn Kønig døde natten til tirsdag i denne uge; ti dage før han ville have fyldt 77 år. Dermed har dansk fodbold mistet en af sine største ildsjæle.

Jørn Kønig var ligesom Hans Bjerg-Pedersen og Poul Hyldgaard en ivrig talsmand for i slutningen af 1970erne at indføre betalt fodbold.

Men da det kom til en afstemning på DBU’s repræsentantskabsmøde 25. februar 1978, var han dog en af de 10, der paradoksalt nok stemte imod. Det skyldtes, at han repræsenterede Hellerup Idræts Klub (HIK) og i demokratiets navn havde fået besked på at sige nej til professionel fodbold.

Jørn Kønig var længe om at hæve sin stemmeseddel, da nej-sigerne skulle tælles, men kunne personligt glæde sig over, at 100 stemte for.

HIK havde forinden forberedt sig på indførelsen af betalt fodbold, eftersom klubben havde lavet aftaler med Charlie Pedersen fra Køge Boldklub samt Flemming Mortensen og Leo Christiansen fra Boldklubben Frem.

De tre var da også med, da HIK dagen derpå sammen med Helge Sander og Boldklubben Herning Fremad arrangerede alle tiders første kamp i dansk professionel fodbold. Der var 12.000 kroner på højkant i sejrsbonus; 1.000 til hver spiller i startopstillingen plus 12. manden.

Herning Fremad vandt 2-1, og Helge Sander overrakte en tusind-lap til hver af vinderne. Alle danske medier, deriblandt DR TV, bragte billedet. Bagefter samlede han pengesedlerne ind igen, fordi de skulle bruges til at dække andre udgifter.

Jørn Kønig havde været i den lokale bank for at hente det nødvendige antal 1.000-lapper i tilfælde af sejr. Nu kunne nogle af dem bruges til at dække transporten til og fra Herning samt en middag for spillerne, træneren og lederne på hjemturen.

HIK blev stiftet 10. december 1900; nøjagtigt 47 år før Jørn Kønig blev født. Da DBU i august 1927 indførte den landsomfattende Danmarksturneringen med fem kredse à fire klubber og et slutspil for de fem puljevindere, blev der ikke plads til HIK.

Men klubben kvalificerede sig til den året efter, og i 1936 med to sejre over B 1908 rykkede den for første gang op i den daværende 1. division; nu med ti klubber. Og dér blev den til sommeren 1940. Under den tyske besættelse vendte DBU tilbage til den oprindelige struktur, og da krigen sluttede, var det med HIK i 2. division; den næstbedste række på det tidspunkt.

Som Jørn Kønig sagde: Det var vel dér, vi hørte hjemme.

Modstanderne ville det ofte anderledes. Det blev i tidens løb til nogle sæsoner i 3. division, for eksempel i 1958 i alle tiders første kalenderårs-turnering, hvor HIK var den mest scorende klub i Danmarksturneringen med 73 mål i 22 kampe. Ole Madsen lavede 26 af dem, og alligevel opnåede HIK kun en 3. plads efter Randers Freja og Fremad Amager.

HIK var også en kort periode nede i Danmarksserien, men med en sejr i Ølstykke i 1990 fik den atter status som divisionsklub.

Jørn Kønig levede og led med sin klub. I mine første seks-syv år som journalist på Politiken dækkede jeg vel et halvt hundrede kampe med HIK søndag formiddag på Gentofte Stadion, hvor jeg så ham vandre rundt om det lave rækværk omkring banen og vende ryggen til spillet, når det blev for spændende eller han lige skulle diskutere en situation med en tilskuer.

Jørn Kønig forlod dog ikke stadion som den finske træner-legende Kaarlo Niilonen, der var så nervøs, når AaB kæmpede for at undgå nedrykning, at han forlod Aalborg Stadion, gik rundt på villavejene, og først vendte tilbage, når kampen var forbi. Men i de senere år kunne Jørn dog blive nærmest panisk under en kamp, og så fortrak han til VIP-lokalet for at drikke en fadøl.

Selv om Jørn Kønig ofte havde ryggen til spillet, og ikke oplevede alle de mange udvisninger, hans lillebror Preben tacklede og talte sig til på 1. holdet, havde han en mening om enhver detalje og kendelse. Og han gav unuanceret udtryk for den.

’Vi spillede ad helvede til’ var en standard-SMS fra ham efter et nederlag. Han var en dårlig taber. Men han elskede HIK og dansk fodbold, tog ikke sig selv alvorligt og havde stor sans, interesse og respekt for helheden. Det demonstrerede han tydeligt i såvel sin klub som Divisionsforeningen.

Som Per Frimann, der i de seneste år har været med til at højne niveauet for talentudviklingen betydeligt i HIK, har sagt:

-Jørn var 100 procent fodboldmand med mange ideer; dedikeret og målrettet. Nok var han elitær i sin tilgang til spillet, men han forstod, at eliten hvilede på bredden, og han efterlevede kærligt vort slogan om ’Fodbold for Alle’. Lige til det sidste trak han vejret igennem fodbolden.

Per Frimann var en af dem, der modtog SMS’er fra Jørn Kønig – som for eksempel: ”Vi må have en centerforward, der kan lave mål…” eller ”Vi mangler en forsvarsspiller, der kan heade…”

-Hans kommentarer var altid relevante, mener Per Frimann. Han var en skarp iagttager, men også meget direkte, hvad der skræmte mange; især de yngre og derm, der ikke kendte ham. Jørn havde en mening om alt.

Også om de hvide bolde, HIK benyttede sig af i en kamp. Han konstaterede, at de var snavsede, og at det virkede uprofessionelt, ikke mindst overfor seerne til live streaming; den aftale, han som formand for 2. divisions-udvalget, han havde indgået med Ekstra Bladet på vegne af alle 28 klubber i de to kredse i 2. division. Boldene er siden blev vasket rene til hver kamp.

Jørn Kønig kunne lide at diskutere fodbold uanset om det gjaldt selve spillet eller det politiske. Han gik ikke så vidt som at sige, at det var ham, der havde opfundet fodbolden, men han anså sine holdninger for de rigtigste og klogeste og hævede om nødvendigt gerne stemmen for at få folk til at forstå dem.

Almindeligvis endte det med konstruktive beslutninger, fred og fordragelighed, en øl og et par stykker smørrebrød.

Jørn Kønig havde en karismatisk evne til at gå ind i folk selv med træsko på. Selv om han kom fra 2900 Hellerup, og hans tone kunne være ligefrem og højlydt, opnåede han respekt over hele Fodbold Danmark.

Peter Ebbesen, der er turneringschef i Divisionsforeningen, erindrer et 2. divisions-seminar i Thy:

-Vi mødte Niels Jeppesen, der var formand for Thisted Boldklub, og selv om Jørn knap kunne forstå hans dialekt, så forstod de hinanden og udviklede et varmt venskab.

Niels Jeppesen havde som 20-årig i 1983 overtaget firmaet ’Bette Gris’, der transporterer millioner af grise hvert år.

Den historie minder mig om et Talk Show, jeg holdt med Flemming Østergaard i Skive. Der var omkring 500 tilhørere, som givetvis opfattede Don Ø som en københavnsk blærerøv. Det formildede dem naturligvis ikke, at Flemming Østergaard åbnede seancen med at sige tak for invitationen og bemærkningen:

-Jeg har glædet mig til at besøge nogle bonderøve som jer.

Men i løbet af de næste par timer skiftede stemningen langsomt, da de fandt ud af, at Flemming Østergaard kunne lide dem og havde den største respekt for dem. Og da Talk Showet sluttede efter en længere spørgerunde, stillede de fleste tilhørere sig i kø for at få ’køvenhavner-snuden’s autograf.

Jørn Kønig trådte sine første fodboldstøvler i B 1903, men skiftede i 1961 som en håbefuld målmand til HIK fordi hans kammerater i FDF spillede for klubben. Det var før alle familier fik bil. Så når drengene ikke cyklede til en kamp på udebane, tog de bussen. Det var noget af en rejse til Hvidovre, og det hændte, de var så sent fremme, at de måtte klæde om i bussen for at være klar til kickoff.

Sideløbende med sine mange funktioner i HIK var Jørn Kønig aktiv i Divisionsforeningen, der blev stiftet i 1969. Han var medlem af bestyrelsen i to perioder (1979-84 og 1998-2015). I den første af dem – i øvrigt som den første repræsentant for den daværende 3. division – var han samtidig kasserer; et hverv, han også bestred fra 2004 til 2015.

Da han tiltrådte som kasserer i 1979, havde foreningen en kassebeholdning på 13.000 kroner. Den økonomiske situation ændrede sig totalt, da Hans Bjerg-Pedersen i 1992 forhandlede sig til en 5-årig aftale med Jørgen Schleimann, den daværende direktør for TV2, til 75 millioner kroner for at kunne transmittere kampene i Superligaen.

Sammen med Benny Olsen fra B 1903 og Lynge Jakobsen fra AaB sørgede Jørn Kønig for programlægningen af kampene i Superligaen samt 1. og 2. division; et arbejde, der oprindeligt foregik med hundredvis af små papirsedler for lukkede døre og vinduer, så hele planen ikke blæste væk.

Benny Olsen, som i 35 år har været formand for programudvalget, var en del af Kulturklubben, der også talte Hans Bjerg-Pedersen og Jørn Kønig samt i begyndelsen de tidligere ansatte i administrationen, Finn Holm Jørgensen og Hanne Jensen. Den omfattede deres ægtefæller og beskæftigede sig af den grund ikke kun med fodbold; deraf navnet på den.

De har regelmæssigt mødtes til teaterforestillinger og kunstudstillinger og senest for tre uger siden på Ørehøj Museum med efterfølgende sammenkomst hjemme hos Jørn og Vibeke Kønig.

Jørn Kønig har aldrig sagt, at alt var bedre i gamle dage. Men han følte, festerne var sjovere før i tiden, da de frivillige løste mange af de opgaver, som nu er overtaget af fastansatte direktører og medarbejdere. Han mindedes ofte møderne efter arbejdstid eller i weekenden, da elite-fodbolden var en passion og hobby.

-Der er stadig gang i det frivillige arbejde, konstaterede han i et interview med Steen Ankerdal i DBU Københavns ’Fodboldmagasinet’ i 2012. Men der er en forskel. Nu påtager forældrene sig gerne at være trænere eller ledere; blot de ikke har udgifter på det. I min generation brugte vi både vor egen tid og vore egne penge på at hjælpe.

Jørn Kønig syntes også, der var en anden samhørighed og forståelse klubberne imellem.

-Vi kunne strides både på og udenfor banen, men det var underholdende; ikke mindst for pressen, har han udtalt. Men i den sidste ende var vi indstillet på at hjælpe hinanden.

Det oplevede Hans Bjerg-Pedersen, der var formand i Lyngby Boldklub (1973-98) og formand for Divisionsforeningen (1979-94):

-Vi hentede i foråret 1984 Henrik ’Store’ Larsen i HIK og skrev kontrakt med ham tidligt nok til at kunne benytte ham mod Vejle Boldklub i en semifinale i DBU’s Landspokalturnering. Uheldigvis havde vor direktør Frank Christensen glemt at få hans spiller-certifikat med. Da vi havde besejret VB, ringede Jørn til mig og fortalte, at certifikatet lå i hans skuffe.

-Henrik Larsen var således ikke spilleberettiget. Men Jørn sørgede for, vi fik det – med den rette dato.

I stedet for at blive dømt som taber kom Lyngby Boldklub i finalen og vandt 2-1 over KB i Idrætsparken.

Det siges om Jørn Kønig, at han havde en hukommelse som en elefant og kunne huske detaljer fra fodboldens historie, nationalt og internationalt. Ud fra den betragtning, at uden en fortid er der ingen fremtid, kunne det irritere ham, at især nutidens unge vidste så lidt om dansk fodbolds historie og, endnu værre, tilsyneladende ikke interesserede sig for den.

-Vi glemmer alt for hurtigt dem, der har skabt det grundlag, vi alle har glæde af, fastslog han.

Hvis Peter Ebbesen i Divisionsforeningen ikke havde kendt dansk fodbolds historie, gør han det nu. Siden Jørn Kønig for godt otte år siden brækkede sit ene lårben ved et fald i sommerhuset i Hornbæk, havde han været dårligt gående trods intensiv genoptræning på kondicyklen i villaen i Skovlunde.

Så Peter Ebbesen hentede ham altid, når de skulle til møder på Fyn og i Jylland, og så fik han alle historierne i bilen.

I tirsdags – dagen efter Jørn Kønig døde – skulle de have været til Middelfart til endnu et møde i 2. divisions-udvalget for at tale om en ny struktur gældende fra næste sæson.

Jørn Kønig, som udover et fantastisk netværk havde en evne til at forudse tendenser og strømninger, der kunne forme dansk fodbolds fremtid, var – ifølge både Per Frimann og Peter Ebbesen – allerede lykkedes med at gøre 2. division til en bedre platform for at udvikle de talenter.

Det var vigtigt, at de talenter, der af forskellige årsager ikke havde klaret springet til 1. holdet i en stor klub, ikke blev tabt, men fik en ny chance på et rimeligt højt niveau; og at talenterne på de store klubbers akademier i stedet for en tilværelse på reserveholdet blev udlejet til divisionsklubber med et professionelt set-up og mulighed for mere spilletid på et højere plan.

Det vil være yderligere et godt eftermæle for Jørn Kønig og hans indsats i dansk fodbold, at den nuværende 2. division med 28 hold fordelt på to kredse i næste sæson omstruktureres til en 2. og 3. division med hver 12 klubber med samme format og slutspil-system som i 3F Superligaen og Nordic Bet Ligaen.

Jørn Kønig, der også havde været klubbernes repræsentant i dommerforhandlingsudvalget og HIK’s delegeret i DBU’s repræsentantskab indtil han faldt for 70-års aldersgrænsen og blev afløst af Bo Bay, kom på æresvæggen i HIK i 1998 og blev æresmedlem i 2001. Han fik KBU’s sølvnål i 2000, KBU’s lederpris i 2001 og DBU’s sølvnål i 2003.

Da Divisionsforeningen i januar 2019 fejrede sit 50-års jubilæum var Jørn Kønig en af dem, der blev udnævnt til æresmedlem. De andre var Hans Bjerg-Pedersen, Poul Bilde (Vejle Boldklub), Finn Ryberg (Brønshøj Boldklub), Allan K. Pedersen (FC Nordsjælland) samt – posthumt – de tidligere formænd Sven Petersen (Boldklubben Frem), Poul Hyldgaard (AGF) og Jørgen Mikkelsen (OB).

Jørn Kønig så HIK spille for sidste gang 20. november, da klubben hjemme på Gentofte Stadion tabte 2-1 til topholdet Nykøbing FC. Han kommenterede resultatet på en mail (der som altid indeholdt mange kommaer og punktummer): HIK. Spillede nok en af de bedste kampe, jeg har set i mange mange år,,,,,,,,… synd at vi ikke vandt,,,,, Sådan er fodbold så råt.

Jørn Kønig var uddannet bogtrykker og ejede i mange år Ellis Print i Albertslund, hvor DBU fik fremstillet nogle af sine publikationer.

Jørn Kønig får sig en snak med pølsemanden – og måske ro ristede med det hele – i forbindelse med en kamp mod Nordvest FC i Holbæk Idrætspark. Foto: HIK

_

_

Jørn Kønig (stående yderst til venstre) som holdleder for HIK’s divisionshold i 1973, da klubbens spillere for første gang optrådte med reklamer på trøjerne. Siddende i midten cheftræneren Leo Nielsen, der som fløjhalf i Boldklubben Frem opnåede en enkelt landskamp (3-0 mod Island i Reykjavik i 1946), og til højre Thure Johnson, der i mange år også var landsholdets massør. Foto: HIK

_

_

Jørn Kønig glæder sig med spillerne, da HIK i 1990 med en kamp i Ølstykke har sikret sig oprykning og vender tilbage til 2. division. Foto: HIK