Coutinho og Everton giver Brasilien 3-0-sejr i Copa America-premiere - se alle målene
Af: Ritzau
Brasilien uden Neymar vinder åbningskampen ved Copa America med 3-0 over Bolivia. Se alle tre scoringer her.
Philippe Coutinho sikrede Brasilien en perfekt start på dette års Copa America, da han scorede to gange i holdets sejr på 3-0 over Bolivia natten til lørdag dansk tid.
Værterne fra Brasilien sværmede fra første fløjt omkring modstandernes mål, men trods en stor overvægt i både chancer og boldbesiddelse lykkedes det Bolivia at holde stand mod overmagten i første halvleg.
Brasilien blev sendt i omklædningsrummet med en pibekoncert fra de 67.000 tilskuere i São Paulo, men efter fem minutters spil i anden halvleg sørgede Coutinho for den forløsende scoring på et straffespark.
Tre minutter senere headede han Brasilien foran 2-0, og i det 85. minut gjorde indskiftningsspilleren Everton det til 3-0 på kampens flotteste mål.
Everton skar ind i banen fra venstre side, hvorefter han sparkede bolden over i det fjerneste hjørne uden chance for Bolivias målmand.
Især i første halvleg var det ifølge nyhedsbureauet AFP tydeligt, at Brasilien savnede den skadede PSG-stjerne Neymar.
Neymar pådrog sig en ankelskade i en testkamp mod Qatar i optakten til Copa America, og han er helt ude af turneringen, der slutter 7. juli.
Brasilien har vundet turneringen samtlige gange, den er spillet i Brasilien. Det skete i 1919, 1922, 1949 og 1989.
Seneste triumf i turneringen var dog tilbage i 2007.
Chile har vundet de to seneste udgaver af det sydamerikanske mesterskab for landshold.
Du kan se samtlige kampe fra Copa America LIVE hos TV3 SPORTs kanaler - samt naturligvis på Viaplay.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










