Gå til hovedindhold

Chelsea videre - måtte arbejde for sejr i Derby

Chelsea videre - måtte arbejde for sejr i Derby

Af: Ritzau

Det går fint for Derby County i ligaen i denne sæson, og Rams gav da også Chelsea en god fodboldkamp i tredje runde af FA Cuppen.

Men Chelsea viste sig alligevel for stærke, og José Mourinho & Co. kunne tage hjem fra Pride Park med en 2-0-sejr, som man måtte arbejde for mod et spændende hjemmehold.

John Obi Mikel bragte Chelsea på 1-0 efter små 65 minutters spil efter en dødbold fra indskiftede Eden Hazard, og seks minutter senere fordoblede Oscar føringen med et skud, der gik ind ved Derby-keeper Lee Grants nærmeste målhjørne.

Der var nu også flere rimelige muligheder for Steve McClarens hjemmehold, der trods alt fik vist, hvorfor man ligger i den sjove ende - på fjerdepladsen - i den næstbedste række,

For Chelsea-manager José Mourinho, der mener, at det er unfair at give Chelsea-holdet ry for at filme for meget, er der imidlertid nu lidt mere at snakke med pressen om.

Således modtog Ramires undervejs i anden halvleg et gult kort for en rigtig god omgang skuespil i Derby-feltet. Brasilianeren blev overhovedet ikke rørt men faldt til jorden som en sæk kartofler.

Det er anden gang, det sker for Chelsea i to kampe, og hvorfor Ramires tillod sig at ryste på hovedet overfor kampens dommer, der naturligvis straks fandt det gule kort frem, er svært at se en umiddelbar forklaring på.

I fjerde runde skal Chelsea nu op imod Stoke City hjemme på Stamford Bridge.

Tidligere lørdag lammetævede et andet Championship-hold, storklubben Nottingham Forest, Premier League-klubben West Ham United med 5-0. Sunderland besejrede som ventet Carlisle United med 3-1.

Andre gode nyheder