Chelsea nedlægger Middlesbrough og når i pokalsemifinale
Af: Ritzau
Med en sikker sejr på 2-0 over Middlesbrough blev Chelsea klar til semifinalen i FA Cuppen.
Middlesbrough spiller i den næstbedste engelske række, men har på sin vej til FA Cup-kvartfinalen nedlagt både Tottenham og Manchester United.
Lørdag gik den dog ikke længere. Chelsea var for stor en mundfuld for Middlesbrough, som er færdig i den prestigefyldte pokalturnering efter at være blevet slået med 2-0.
Dermed er Chelsea altså klar til semifinalen som det første hold. Søndag spilles de tre øvrige kvartfinaler.
Andreas Christensen var ikke med for Chelsea. Danskeren blev skadet i midtugen mod Lille i Champions League og sad derfor ude lørdag.
Det er uvist, hvor lang en pause Christensen står over for, men han er ikke endegyldigt udelukket fra at komme i aktion i Danmarks kommende landskampe 26. og 29. marts.
Lørdag hev Kasper Hjulmand dog Brøndbys Andreas Maxsø ind i landsholdstruppen på grund af uvisheden om Christensen.
Chelsea kom foran efter et kvarter mod Middlesbrough. Romelu Lukaku kunne nærmest ikke undgå at score, da han tæt på mål satte indersiden på en tværaflevering fra Mason Mount.
Et kvarter senere blev det 2-0, da Hakim Ziyech, som lørdag fyldte 29 år, scorede fra distancen. Marokkaneren trak ind i banen fra højre side og sendte bolden over i det lange hjørne fra en position uden for feltet.
Chelsea havde derefter godt styr på begivenhederne og kørte uden slinger i valsen sejren i hus.
Optakten til lørdagens kamp handlede om andet end fodbold. Chelsea havde ønsket, at kvartfinalen skulle spilles bag lukkede døre.
Ønsket kom på grund af sanktionerne mod Chelseas russiske klubejer, Roman Abramovich. De betyder blandt andet, at Chelsea ikke må sælge billetter til egne tilhængere.
På den baggrund mente Chelsea, at det for at sikre FA Cuppens "sportslige integritet" ville være mest rimeligt, hvis heller ikke Middlesbrough lukkede sine fans ind på stadion. Men efter kritik af forespørgslen trak Chelsea den tilbage.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









