Af: Peter Schulz
Belgisk storklub afviser kæmpebud fra Sevilla.
Brøndby står overfor Genk i Europa League-kvalifikationen, og den belgiske storklub kan blandt andet stille med det 20-årige stortalent Sander Berge på den centrale midtbane.
Men spørgsmålet er, hvor meget længere det bliver ved med at være tilfældet.
I forbindelse med Genks opgør i forrige runde mod Lech Poznan bekræfter Genks sportslige ledelse ved Erik Gerits, at Sevilla har tilbudt store penge for den unge nordmand.
-For et par uger siden fik vi at vide, at Sevilla igen var interesseret i at købe Berge. Kort efter modtog vi et officielt bud på 15 millioner euro, siger Erik Gerits ifølge det spanske medie sevilla.abc.es.
-Vi er klar over, at det er et rigtig godt tilbud, og vi har selvfølgelig kigget på det. Men i sidste ende accepterer vi det ikke.
-Vi har vurderet, at det ikke er tidspunktet at sælge Berge for det beløb, og det har vi kommunikeret til spilleren. Vi vil have dig til at blive hos os i yderligere et år. Det er vores intention, og det er Berge klar over, siger Erik Gerits desuden.
Også Fiorentina har denne sommer forsøgt at købe Sander Berge, men serie A-klubben fik et bud på 12 millioner euro afvist.
193 centimeter høje Sander Berge kom til Genk fra Vålerenga i januar 2017 for to millioner euro. Han har spillet 47 kampe for den belgiske storklub.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk









