Brøndby-fansene tiltrækker europæisk opmærksomhed
Brøndby-fansenes brug af romerlys til torsdagens Europa League-kvalifikationskamp tiltrækker sig nu opmærksomhed.
Da Brøndby torsdag aften tabte med 2-5 til Genk i Belgien, var der stor opbakning fra de medrejsende blå-gule fans, mens deres brug af romerlys tiltrækker sig imidlertid negativ omtale dagen derpå.
-Brøndby-fansene satte stadion i Genk i brand, lyder overskriften hos belgiske Voetbal24, der ifølge Ekstra Bladet skriver om de danske fans:
-Brøndbys fans havde smuglet massive mængder bengalske fakler ind på stadion, før Genk-kampen i Europa League. Det skabte bogstavelig talt fyrværkeri i starten af kampen.

Hos Voetbalkrant.com har de noteret sig Brøndby-fansenes adfærd, og her vurderer man, at brugen af romerlys får konsekvenser.
-'Kæmp for ære og stolthed og de blåhvide' stod på et gigantisk Genk-banner, men det var gæsternes sektion, der tiltrak opmærksomhed. Alt var i gult, og en bengalsk brand lyste det hele op. UEFA vil helt sikkert medtage dette i sin rapport, lyder det ifølge Ekstra Bladet.
Tidligere på ugen blev Brøndby tildelt en bøde på 200.000 kroner og en betinget frakendelse af retten til at have tilskuere til en hjemmekamp som konsekvens af fansenes opførsel i forbindelse med udekampen i AC Horsens den 18 maj i år.
(Her opstod der uroligheder med en gruppe Brøndby-tilhængere, efter at Horsens til slut udlignede til 2-2. Se målet i videoen herover.)
Christian Nielsen
christian.nielsen@viasat.dk










