Brøndby-back drømmer stort om Bundesligaen

Af: Ritzau
Den unge Brøndby-back Riza Durmisi har på sigt ambitioner om at prøve kræfter med tysk eller hollandsk fodbold.
I Brøndby har Riza Durmisi efterhånden etableret sig som fast inventar på venstrebacken.
15 Kampe fra start i ALKA Superligaen er det blevet til i denne sæson, og selv om den 21-årige venstreback i øjeblikket har fuld fokus på opgaverne i Brøndby, så erkender han, at ambitionerne på sigt rækker længere end den københavnske vestegn.
- Jeg har store ambitioner og kunne godt tænke mig at komme ud i Europa og spille noget bold og se, hvor langt mit talent rækker, siger Riza Durmisi til tv3sport.dk.
Qua sine stærke offensive kvaliteter mener den 21-årige venstreback, at Bundesligaen eller den hollandske Æresdivision kunne være fremtidens destination.
-
Jeg tror, at jeg ville passe godt ind i alle ligaer, siger han med et smil og fortsætter:
-
Men noget tysk eller hollandsk kunne være godt - men det er kun drømme lige nu, konstaterer han.
I første omgang har U/21-landsholdsbacken da også fokus fuldt rettet mod forårets kampe med Brøndby, og her skal der også bygges på for hans eget vedkommende.
-
Alle kan se, at jeg er en offensiv back, så der skal lægges på i det defensive, lyder det fra Brøndby-backen, der fortsætter:
-
Men når det så er sagt, så føler jeg også, at min bundniveau hæver sig hele tiden. Så jeg fokuserer bare på at gøre det så godt som muligt til træning og i de minutter, jeg får i kampene.
Riza Dumisi er foreløbig noteret for 53 kampe i ALKA Superligaen, hvor det er blevet til fire mål for hans vedkommende.
DU KAN SE DURMISI OG DE ANDRE BLÅ-GULE-SPILLERE I AKTION, NÅR TV3 SPORT 1 OG VIAPLAY.DK VISER ATLANTIC CUP MELLEM BRØNDBY OG MLADA BOLESLAV FRA LØRDAG KL. 20.55.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk






