Gå til hovedindhold

Brentford taber og misser gylden mulighed: Direkte oprykning ude af egne hænder

Af: Ritzau

Efter otte sejre i træk måtte Brentford se sig slået af Stoke i næstsidste spillerunde af Championship.

Danskerklubben Brentford har ikke længere oprykningen til Premier League i egne hænder.

Efter otte sejre på stribe tabte Brentford 0-1 på udebane til Stoke i næstsidste spillerunde i Championship.

Dermed kunne Thomas Franks tropper ikke profitere af, at rivalen West Bromwich fredag aften dummede sig i Huddersfield.

Før sidste runde fører West Bromwich fortsat med et point ned til Brentford i duellen om af følge med Leeds direkte op i Premier League.

Kampens eneste scoring stod Stoke-angriberen Lee Gregory for syv minutter før pausen, da han udnyttede en ripost fra Brentfords keeper, David Raya.

Efter pausen overtog Brentford kontrollen over kampen, men gæsterne fra London manglede fantasien og midlerne til at gennemtrænge Stokes defensiv.

Blot et enkelt point kunne ellers have gjort en verden til forskel for Brentford, der har en markant bedre målscore end West Bromwich.

Josh Da Silva kom tættest på udligningen, da han i begyndelsen af anden halvleg sendte bolden forbi mål fra tæt hold.

Kort efter blev Emiliano Marcondes sendt i aktion som fjerde dansker på gæsteholdet, der havde Henrik Dalsgaard, Christian Nørgaard og Mathias Jensen med fra start.

Men heller ikke formstærke Marcondes kunne give Brentford de afgørende impulser, og til sidste tabte gæsterne kampen mod tiden.

Brentford møder i sidste runde på onsdag bundholdet Barnsley på hjemmebane. West Bromwich slutter også ligaen på eget græs med en kamp mod Queens Park Rangers.

Det hold, der trækker en nitte i kampen om direkte oprykning, får en ekstra chance gennem playoff. Her kæmper rækkens nummer tre til seks om den sidste Premier League-billet.

Det er 73 år, siden Brentford senest var en del af den bedste engelske fodboldrække.

Andre gode nyheder