
Af: Ritzau
Den tyske fodboldlegende vil svare på Michael Garcias spørgsmål om valget af Qatar som VM-vært senest 27. juni.
Franz Beckenbauer vil have ophævet sin karantæne øjeblikkeligt og melder sig parat til at svare på spørgsmål fra det internationale fodboldforbund, FIFA.
Det oplyser den 68-årige tysker søndag i en pressemeddelelse.
Beckenbauer modtog fredag 90 dages karantæne fra alle fodboldrelaterede aktiviteter, da FIFA mener, at han har nægtet at svare på spørgsmål fra FIFAs chefefterforsker, Michael Garcia.
Garcia undersøger i øjeblikket, om FIFA-toppen blev bestukket, da den for fire år siden valgte Qatar som VM-vært i 2022. Dengang sad Beckenbauer i FIFAs eksekutivkomité.
Lørdag udtalte den tyske fodboldlegende til avisen Bild, at forespørgslen fra Michael Garcia var skrevet på engelsk i et svært juridisk sprog. Beckenbauer ville gerne have spørgsmålene på tysk, men oplyser, at det blev afvist.
Beckenbauer slår i søndagens pressemeddelelse fast, at han agter svare på alle spørgsmål fra Garcia inden den 27. juni, og det vil ske skriftligt.
Tyskeren har aflyst en rejse til det igangværende VM i Brasilien på grund af FIFA-karantænen.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









