Gå til hovedindhold

Avis: Mancini favorit til Arsenal-job

Avis: Mancini favorit til Arsenal-job

Af: Ritzau

Inters Roberto Mancini er angiveligt på ønskesedlen i Arsenal, hvor Arsene Wengers fremtid er uvis

Arsenals manager har siden 1996 heddet Arsene Wenger. Franskmanden har leveret tre mesterskaber til The Gunners, men det seneste ligger helt tilbage i 2004.

Igen i år er Arsenal gået i stå, da det spidsede til. Klubben er ude af FA Cuppen, Champions League og sandsynligvis også mesterskabskampen, og det har skabt tvivl om franskmandens fremtid på Emirates.

Ifølge italienske Corriere dello Sport er Arsenal begyndt at lede efter en afløser, og topkandidaten er en manager, der har erfaring med Premier League.

Avisen skriver nemlig, at Inter-træneren Roberto Mancini er topkandidat til jobbet i Arsenal. Italieneren var manager i Manchester City fra 2009 til 2013 og hentede blandt andet det engelske mesterskab i 2012.

Allerede i 2014 var Roberto Mancini i øvrigt ude at sige, at han ville elske at tage over for Arsene Wenger, når franskmandens tid i Arsenal er ovre.

Arsenal indtager tredjepladsen i Premier League, 11 point efter topholdet Leicester, men med en kamp i hånden.

Andre gode nyheder