Gå til hovedindhold

Avis: Disse 4 klubber kan købe Messi

Avis: Disse 4 klubber kan købe Messi

Af: Ritzau

Ifølge katalansk avis kunne Lionel Messi blive aktuel for fire - måske fem europæiske klubber.

Gennem de senere dage er der blevet sået tvivl om Lionel Messis fremtid i FC Barcelona, efter at boldkunsteren overfor den argentinske avis Olé gav udtryk for, at det ikke er givet, at han slutter karrieren i den katalanske storklub.

Det har ført til spekulationer om hvilke klubber, der kunne være en mulighed for Lionel Messi, og i den forbindelse er den katalanske avis Sport på banen med fire bud.

Ifølge avisen er der umiddelbart fire europæiske klubber, der har de økonomiske muskler til at hente Messi, og her er der tale om Manchester City, Paris SG, Chelsea og Inter.

Siden stenrige fra Nasser Al-Khelaifi Qatar gjorde sit indtog i Paris SG, er Messi jævnligt blevet sat i forbindelse med den franske storklub, og avisen vurderer, at man hos PSG-ledelsen ser argentineren som den perfekte kransekage-figur på det stjernebesatte mandskab.

I Manchester City har Sheikh Mansour bin Zayed al-Nahyans milliarder endnu ikke løftet klubben op på den absolut øverste europæiske hylde, men Messi kan ifølge avisen være manden, der kunne give City det sidste skub mod toppen.

Samtidig hæfter man sig ved, at Manchester Citys sportsdirektør er den tidligere spiller og senere sportschef i FC Barcelona Aitor Begiristain, der kender Messi fra tiden på Camp Nou, og at hans relationer til argentineren kunne bruges som løftestang for et skifte.

Selv om italiensk fodbold gennem de senere år har været ramt hårdt på økonomien, så bliver Inter også bragt i spil som en mulighed for Messi. Her har den stenrige Erick Thohir overtaget klubben fra Moratti, og han råder over økonomien til at lave store "signings".

Endnu er det uvist, hvor store navne Thohir er villig til at hente til Guiseppe Meazza, men avisen vurderer, at han ved at hente Roberto Mancini ind på trænerposten har givet et signal om, at store spillere kan være på vej.

Selv om José Mourinho i sin tid som Real Madrid-træner flere gange langede ud efter Messi, så bliver Chelsea også nævnt som en mulighed for argentineren. Her har klubbens ejer Roman Abramovich adskillige gange vist, at han er klar til at betale stort for dyre spillere. Men spørgsmålet er dog, om han vil punge ud med de 1,8 milliarder kroner, som Messi angiveligt koster.

Udover de fire ovennævnte klubber bliver Bayern München nævnt som en "dark horse" i forhold til Messi, da tyskerne både har en stærk økonomi, samtidig med det er Messis tidligere FC Barcelona-træner Josep Guardiola, der sidder i trænersædet på Säbener Straße. Avisen hæfter sig dog ved, at ingen fra klubben har været ude og nævne Messi som en mulighed.

HVAD MENER DU? BLIVER MESSI I BARCA - ELLER FÅR VI HAM AT SE I EN ANDEN KLUB? GIV DIT BUD I KOMMENTAR-FELTET UNDER ARTIKLEN.

Andre gode nyheder