Gå til hovedindhold

Atletico melder rent ud: Griezmann vil sælges - kommer Barca-skiftet nu?

Af: Laurits Lyck

Antoine Griezmann vil ikke fortsætte i Atletico Madrid.

Tirsdag aften meddeler Atletico Madrid, at Antoine Griezmann ønsker at komme væk fra klubben.

Franskmanden, der har spillet for den spanske hovedstadsklub i fem sæsoner, forklarer i en video sin beslutning (på spansk):

-Det har været fem utrolige år. Mange tak for alt, jeg tager jer med i hjertet.

Det var især i sæsonen 2013/2014, at franskmanden imponerede for Real Sociedad, hvor Atletico Madrid købte ham for lige over 200 millioner kroner.

Sidste sommer var Griezmann kraftigt rygtet til FC Barcelona, men endte under megen mediebevågenhed at blive i Madrid.

Interessen fra Catalonien skulle dog stadig være varm, så det er muligt, at han denne sommer endelig kan skifte fra 'rojiblanco' til 'blaugrana'.

Atletico Madrid ender denne sæson på andenpladsen, mens FC Barcelona har sikret sig mesterskabet, og rivalerne Real Madrid tager sig af tredjepladsen.

Andre gode nyheder