Gå til hovedindhold

Allan Kuhn ny cheftræner for Malmö FF

Allan Kuhn ny cheftræner for Malmö FF

Af: Ritzau

Allan Kuhn er ansat som ny cheftræner for svenske Malmö FF.

Malmö FF har tidligere været sat i forbindelse med flere danske navne til den ledige stilling som cheftræner efter Åge Hariedes afsked.

Men det var vist alligevel de færreste, der havde set på forhånd, at det skulle blive AaB-assistenten Allan Kuhn, der skulle flytte hinsidan og overtage efter den nye danske landstræner.

Men AaB bekræfter fredag, at Allan Kuhn 15. januar tiltræder som ny cheftræner hos den svenske storklub, som senest har deltaget i Champions League-gruppespillet.

  • Alle ved, hvor stor pris vi sætter på Allan Kuhn, og vi er kede af at miste ham, men omvendt har vi heller ikke ønsket at stå i vejen for ham, konstaterer AaB's sportsdirektør Allan Gaarde på AaB's website.

  • Kuhn er en dygtig træner, der blandt andet med sin passion og sit humør har bidraget stærkt til fællesskabet i AaB, og samtidig har Allan i sammenlagt mere end ti år været en fantastisk ambassadør for vores klub, lyder det desuden fra Allan Gaarde.

Allan Kuhn takker AaB og klubbens fans for en god tid i klubben.

  • AaB er jo blevet min klub, og der skulle noget helt særligt til for at trække mig og familien væk fra AaB og Aalborg, siger Allan Kuhn.

  • Jeg har haft et fantastisk samarbejde med Lars Søndergaard og den øvrige del af staben, og jeg vil komme til at savne både dem og spillerne og hele organisationen i AaB.

  • Samtidig vil jeg sige tak til supporterne for deres altid enorme støtte, og jeg ønsker AaB alt det bedste i resten af sæsonen og fremover, forklarer Allan Kuhn.

Malmö FF indleder den nye sæson i Allsvenskan til april, mens AaB tager hul på forårssæsonen i Alka Superligaen mandag den 29. februar med en udekamp mod de forsvarende mestre fra FC Midtjylland.

Den kamp kan du se LIVE på TV3 SPORT 1 og Viaplay.

Andre gode nyheder