OB hamstrer i AaB: Henter yderligere to spillere

Af: Ritzau
OB har mandag præsenteret Rasmus Jönsson og Mathias Thrane. Begge skifter fra AaB. Dermed har OB hentet fem ansatte i AaB på et år.
OB fortsætter med at opruste sig til den kommende sæson, og som set så mange gange før, så har man kigget mod Nordjylland i jagten på forstærkninger.
Den fynske klub har mandag præsenteret Rasmus Jönsson og Mathias Thrane, som begge skifter på en fri transfer fra AaB.
Om Jönsson siger Kent Nielsen.
- Vi får en spiller, som har prøvet en del ting. Han havde god succes i Helsingborg hvor han spillede sammen med Henrik Larsson og blev solgt for mange penge til Wolfsburg, der var topklub dengang. Han løb ind i nogle lyskeproblemer, men arbejdede rigtig hårdt for at komme tilbage i god form, og med en udlejning til FSV Frankfurt og siden skiftet til AaB, har han kæmpet sig i god form, og han har bidraget godt i den offensive del i AaB, siger Nielsen til OB.dk.
I sommer skiftede Kent Nielsen fra netop AaB til OB og kort tid efter fulgte Anders K. Jacobsen. I foråret blev Kenneth Emil Petersen så præsenteret på en kontrakt, og nu følger Thrane og Jönsson altså. Dermed har AaB mistet fem ansatte til OB på blot et år.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk







